Tre festlige dage bød på banko, dyrskue og dans
KOLDBY: Tre festlige dage med byfest i Koldby blev lørdag aften rundet af med en stor afslutningsfest i teltet.
Først sørgede KB Musik for underholdningen under middagen, og klokken 21 gik Halv Gas på scenen og satte gang i dansen.
Byfesten begyndte torsdag aften, hvor 130 deltagere deltog i familiebanko. Tombolaen blev hurtigt et stort tilløbsstykke, og for første gang nogensinde blev alle lodder og gevinster solgt allerede på festens første dag.
- Det har vi aldrig oplevet før, fortæller Hanne Dahl og Mona Fredsøe, som står for tombolaen.
Fredag aften stod i cykelsponsorløbets tegn, arrangeret af Koldby-Hørdum Idrætsforening. Her blev der samlet hele 50.000 kroner ind.
Efter løbet var der børnedisko, hvor en DJ sørgede for musik, og en rodeotyr blev et stort hit blandt børnene.
Lørdag morgen blev der afholdt dyrskue, hvor 18 børn udstillede deres dyr. Der var blandt andet marsvin, katte, kaniner, ponyer og guldfisk med på pladsen. Johanne løb med vandrepokalen sammen med sin hund Otto.
I løbet af dagen kunne gæsterne prøve kræfter med bueskydning, se fodboldkampe på Koldby Stadion og hygge sig i hoppeborgene.
Under hele byfesten var der mulighed for at deltage i amerikansk lotteri, og spændingen blev udløst under festen lørdag aften.
Der var mange flotte præmier, og hovedgevinsten – en vaskemaskine sponsoreret af Midtthy El – vakte stor glæde hos vinderen. Som en del af traditionen måtte vinderen dog give en omgang til bordet, hun sad ved.
Koldby Borger- og Erhvervsforening sender en stor tak til alle sponsorer og frivillige, som har været med til at gøre byfesten mulig.
- Vi er allerede klar igen sidste weekend i august 2027, fortæller formand for Koldby Borger- og Erhvervsforening, Lars Jensen.