Centerkiosken lukker: Hanstholms shoppingcenter er i en dårlig stime
HANSTHOLM: En af de ældste forretninger i Hanstholm Shoppingcenter Bytorvet lukker 1. oktober.
Efter mere end et halvt århundrede med kiosk i centret har ejeren Chokodan besluttet at stoppe driften.
Lukningen føjer sig til en dårlig stime for Bytorvet, hvor flere forretninger forsvinder.
Når butiksleder Krista Thinggaard 1. oktober går på efterløn, bliver det samtidig et farvel til Centerkiosken i Hanstholm.
Ejeren, handelsvirksomheden Chokodan, har besluttet ikke at fortsætte driften, når den nuværende butiksleder stopper.
Bag beslutningen ligger en udvikling, som gennem længere tid har kunnet mærkes på omsætningen.
- Vi må erkende, at der ikke længere kommer de gæster i Hanstholm Centret, som der gjorde engang. Det har betydet stadig færre kunder i kiosken, og det kan aflæses direkte i vores resultat for forretningen, siger Ole Meldgaard fra Chokodan.
Ifølge ham har virksomheden gennem en længere periode forsøgt at få driften til at hænge sammen.
- Vi har givet Hanstholm chancer nok nu, så vi vælger at lukke forretningen, når Krista går på efterløn. Nogle gange er det bare nødvendigt at træffe en beslutning – også selv om den kan være svær.
Selv om Chokodan stopper den nuværende drift, behøver 1. oktober ikke nødvendigvis at blive det endelige punktum for kiosken.
Ole Meldgaard afviser ikke, at en anden kan føre forretningen videre. Det kræver dog ifølge ham en person, der selv er parat til at lægge mange timer i kiosken.
- Det kræver en ildsjæl, der vil investere de nødvendige timer i driften. Hvis en ny forpagter skulle melde sig, vil vi meget gerne medvirke. Vedkommende vil kunne få en meget favorabel aftale med os, siger han.
Dermed er der fortsat en mulighed for, at kiosken kan overleve, hvis den rette person melder sig.
Fire et halvt år bag disken
For Krista Thinggaard bliver lukningen samtidig afslutningen på fire et halvt år som butiksleder i Centerkiosken.
Hun er ked af, at Chokodan har besluttet at lukke, men har samtidig forståelse for beslutningen. Også fra hendes plads bag disken har udviklingen været tydelig: Der kommer ganske enkelt ikke kunder nok gennem centret.
Og hun er ikke kun ærgerlig på kioskens vegne.
For Centerkiosken er ikke den eneste forretning, der forsvinder fra Bytorvet.
Ikke langt fra kiosken driver Niels ”Blyant” Pedersen og Karin Fenger outlet- og garnforretning. Her er det planen at lukke med udgangen af december.
Også caféen og bageriet Kutteren har lukket efter blot ni måneders drift. Bageren var også en af de første forretninger i centret. Bagerens genåbning er usikker.
Dermed fortsætter en kedelig udvikling for Hanstholms shoppingcenter.
Varer sælges ud
Frem mod lukningen skal Centerkiosken tømmes.
Der bliver ikke købt nye varer hjem, og størstedelen af det eksisterende varelager sælges nu med 50 procents rabat. Spiritus, vin og øl sælges med 30 procents rabat.
Centerkiosken har gennem årene haft et bredt sortiment med blandt andet is, slik, sodavand, øl, vin og tobaksvarer samt Tips, Lotto/Quick, Landbrugslotteriet og Varelotteriet. Hertil kommer gavekort, skriveartikler, dekorationsvarer og et stort og varieret udbud af "gadevarer".
Kiosken fungerer desuden som pakkeshop for DHL og DAO og har et tilknyttet lokale med 17 spilleautomater.
Hvad der fremover skal ske med disse funktioner, fremgår ikke af beslutningen om lukningen.
Åbnede sammen med centret
Når Centerkiosken lukker, er det en forretning med en usædvanlig lang historie i Hanstholm, der forsvinder.
Kiosken åbnede som Hanstholm Kiosk i forbindelse med åbningen af Hanstholm Centret i 1974 og har dermed været en del af centret gennem mere end et halvt århundrede.
Gennem årene har forskellige indehavere stået bag disken. Erik Rasmussen var den første, omkring 1980 overtog Villy Vegeberg, og i 1991 kom Freddy Kjær til. Siden 2003 har Chokodan stået bag Centerkiosken.
Centret og detailhandlen har forandret sig markant i de 52 år. Butikker er kommet og gået, og kundernes indkøbsvaner har ændret sig.
Men hvis ikke en ny forpagter melder sig inden da, slutter 52 års kioskhistorie i Hanstholm Centret den 1. oktober 2026.