Endnu en outletbutik åbnet i Thisted - her ligger den
Endnu en outletbutik har slået dørene op i Thisted. Kjærs Outlet åbnede 1. juli i lokalet på Nytorv 1 lige ud til den travle gade. Her var der tidligere tattoo-salon.
Bag outletbutikken står ”tøjkøbmand” med mere - Rene Kjær, der oprindeligt kommer fra Thisted. Han flyttede for 30 år siden til Nordjylland og bor i nærheden af Aalborg. Herfra har han drevet outletbutikker i Nibe og i Skive.
Han har store forventninger til sin forretning i Thisted.

- Jeg er flyttet ind i nogle flotte og velbeliggende lokaler til en rigtig billig husleje. Her kan jeg tilbyde herretøj, som alle er kendte mærker - til en brøkdel af normalprisen. Der er simpelthen så meget rigtigt godt tøj at købe op i restpartier. Jeg køber meget af mit lager i andet led, det vil sige fra butikker. Jeg er også begyndt at købe restlagre direkte fra første led - fra de populære mærker. Og jeg kan sælge med rabatter på op til 80 procent, fortæller Rene Kjær, og fortsætter:
- Thistedbutikken er i starten en pop-up-butik. Men jeg sætter nu fuld gas på fra uge 30 og har åbent mange timer hver dag. Interessen har været god indtil nu.
Vokser den med mange flere åbningstimer end de første prøveuger - ja, så kan det meget vel tænkes at det bliver en helårsbutik, lyder det fra den nordjyske outlet-tøjkøbmand.
Mærkerne som Kjærs Outlet kan tilbyde er blandt andre: Lindberg, Bison, Melka, Shine og Morgan.