Bager-cafe åbnede med et brag - Overvældende start for Kutteren i Hanstholm
HANSTHOLM: Lørdag oprandt dagen, som Hanstholm og indehaver Nanna Saugbjerg havde ventet længe på. Hendes helt nye forretning og café under navnet Kutteren - afløseren for byens bager – slog dørene op klokken 8.00.
Efter en måneds nedlukning og arbejde fra morgen til aften var Nanna Saugbjerg spændt på, hvordan det nye projekt ville blive modtaget.
Hun havde nemlig hele tiden forberedt kunderne på, at det ikke blev en ny bagerbutik i klassisk forstand – men et helt nyt koncept.
Og interessen for Kutteren var kæmpe stor. Det glædede indehaveren, som stod smilende ved sandwich-bordet midt i butikken hele dagen.
– Det er helt overvældende. Det har strømmet ind med kunder og kø hele dagen.
Opbakningen er større, end hvad vi havde håbet på. Det at prøve noget helt nyt af – og så dukker der så mange mennesker op – det er fuldstændig overvældende, siger Nanna Saugbjerg.
Der var travlhed og kø ved både brød- og kagesalget. Alene af fastelavnsboller blev der solgt over 400, ligesom der røg store mængder surdejsbrød og kager over disken.
I den nye café var der næsten fyldt op hele dagen af gæster, der ville prøve noget fra det omfattende menukort.
Her bydes blandt andet på seks slags sandwich, seks slags smørrebrød, brunchtallerken, fire salater, surdejsboller med pålæg, dagens grød, fem slags friskpresset juice, shakes, smoothies, børnemenu og meget mere.
Ved middagstid var der ventetid for at få et bord.
Lutter positive tilbagemeldinger på det nye koncept.
– Det er skønt, lyder det fra en lidt træt, men tilfreds Nanna Saugbjerg, efter at have smurt sandwich hele dagen.
– Nu kan folk se det nye . Og selv om der er et mindre udvalg i bagerbutikken, har jeg kun hørt positive kommentarer hele vejen rundt.
Hun fortæller, at næste skridt bliver at ramme den rette mængde varer – og at kunderne også skal vænne sig til, at hylderne ikke nødvendigvis er fyldte helt frem til lukketid.
– Jeg synes, det har fungeret rigtig godt i dag, siger indehaveren, som tidligere har opfordret kunderne til at forudbestille brød og kager.
Kutteren er endnu ikke helt på plads indretningsmæssigt. Snart tages en ny grab-to-go-kølemontre i brug, hvor kunder hurtigt kan hente frokost med sandwiches og lette håndmadder.
Derudover er et ekstra lokale bag caféen endnu ikke færdigt.
Det skal indrettes som møde- eller festlokale med plads til op mod 40 gæster.
På fredag klokken 13–16 inviterer Kutteren til reception med tapas samt sødt og vådt.
Her kan man også møde kunstneren Kung Hansen, som står bag de store flotte fiskermalerier, der pryder caféen.
Kutteren har nu åbent hver dag fra klokken 6.30 i bageriet og fra klokken 8.00 i caféen.