Mus i nybygget Rema 1000: Nu er butikken genåbnet
Blot et par uger efter åbningen måtte spritny Rema-butik midlertidigt lukke dørene - der var konstateret mus i butikken
Opdateret kl. 17.16 med oplysninger om, at musen er fanget og butikken genåbner
VILSUND: Kunder, der mandag midt på eftermiddagen ankom til den spritnye Rema 1000-butik i Vilsund, måtte gå igen med uforrettet sag.
Butikken var nemlig midlertidigt lukket, idet der var konstateret mus i butikken. Lukningen blev meldt ud på butikkens Facebook-side lige før kl. 15.
- Det er noget rigtig lort, siger købmand Laurits Engholm ærligt.
- Så snart, vi konstaterer skadedyr, lukker vi selvfølgelig butikken og tilkalder en skadedyrsbekæmper.
Rema 1000 Vilsund oplyser, at skadedyrsbekæmperen mandag har været i butikken og fanget musen. Det er samtidig konstateret, at musen kun har været i et meget begrænset område af butikken.
I samarbejde med skadedyrsbekæmperen har butikkens personale kasseret berørte varer og rengjort butikken. Dørene er atter åbnet for kunder allerede kort efter kl. 17.30 mandag aften.
- Vi beklager selvfølgelig de gener, det måtte medføre for kunderne, siger købmand Laurits Engholm.