Billede beskrivelse

Her er højdepunkterne på årets kulturmøde

Kendte forfattere, unge musikere og en tidligere statsminister bidrager til de tre dages tætpakkede program

22. august 2023 kl. 20.00
Opdateret 23. august 2023 kl. 09.46

Man kan daske rundt på Kulturpladsen og slentre ned ad Gasværksvej, nåh nej, Kulturvejen, og bare lade sig indfange og overraske af alt det, der sker. Man kan slå sig ned i en lænestol i Historiehaven med en snaps og høre sidste nyt fra fortiden. Eller man kan danse til DJ-musik under de kulørte lamper om aftenen i Lysskoven. 

Med over 500 programpunkter er det umuligt at opleve blot en brøkdel af alt det, der kommer til at foregå i Nykøbing under Kulturmødet, der starter torsdag formiddag og slutter natten mellem lørdag og søndag. Ét sted er der en debat i gang, et andet sted er der fællessang. I biografen kan man se kortfilm fra hele verden, og i kirken er der både jazz og cellokoncert.

Skal man alligevel forsøge sig med at vælge, så kommer her et bud på nogle oplevelser, som mange sikkert vil sætte kryds ved i programmet:

Den unge, samfundskritiske forfatter Glenn Bech, der er forfatter til "Farskibet" og manifestet "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" deltager i flere samtaler under Kulturmødet. Torsdag kan han for eksempel høres i en samtale med digteren Caspar Eric om vrede som drivkraft for deres opgør mod diskrimination og privilegieblindhed.

Kristian Leth, der er aktuel med bogen "Fremtiden er der også i morgen", kan torsdag opleves i en samtale med sangeren og musikeren Søren Huss om selvbiografi og kunst. Kristian Leth er også musiker og har tidligere torsdag eftermiddag en samtale med folkemusikgruppen Dreamers' Circus, der i øvrigt giver koncert senere på dagen. 

Søren Huss kan desuden høres i Nykøbing Kirke torsdag aften, hvor han giver to koncerter sammen med det klassiske strygerensemble Who killed Bambi. Samtidig lægger Bio Mors sal til et program, der hylder den lokale digter Knud Sørensen, der døde sidste år. Og samtidig, inde i Lysskoven ved Kulturpladsen for enden af Gasværksvej, står P3-vært Anders Ugilt og dansktoppens grand old man Jørgen de Mylius i spidsen for et hæsblæsende DJ-sæt under overskriften "P3 - 60 års DJ-battle".

Unges eget program 

Igen i år har ungdommen deres eget område, som foreningen Ung Kult er primus motor for. Andre generationer må dog også gerne kigge ind teltene, hvor der både vil være paneldebatter, comedy og musik. Torsdag eftermiddag kan man for eksempel opleve stand-up komikerne David Minerba og Anders Morgenstierne, og torsdag aften optræder det 23-årige sangtalent Ida Laurberg.

Billede beskrivelse

Det er også i det område, man torsdag eftermiddag kan opleve en stribe folketingspolitikere på slap line, når der inviteres til "Bangers og bajere". Der loves fællessang, dans og kolde øl med Christian Friis Bach, Peter Skaarup, Thomas Monberg og flere andre kulturordførere på scenen.

Fællessang er i det hele taget en stor ting på Kulturmødet Mors. Fredag morgen kan man for eksempel synge sammen med et panel af politikere og kulturpersoner, der hver især vælger en sang og fortæller om deres forhold til sang, og hvorfor det er sundt for os at synge.

Bag om tv-serierne

Selv en samtale, der handler om tv-dokumentaren "Balladen om kolonihaven" slutter med fællessang. Den meget omtalte dokumentar følger konflikterne i haveforeningen Jørgen Berthelsens Minde, og fredag eftermiddag kan man møde tilrettelæggeren bag dokumentaren samt haveforeningens formand, som fortæller om noget af alt det, man ikke så på tv. Det foregår i Musikværkets sal 2.

Billede beskrivelse

En tv-serie, der har fået mindst lige så meget opmærksomhed, er DR-serien "Søn af en udstødt", hvor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fortæller om sin far, der som ung var en af de mænd, der blev sendt til isolationsanstalten på Livø. Historikeren Poul Duedahl har skrevet om anstalten i bogen "Afvigernes ø". Fredag sidst på dagen kan man i Musikværkets sal 1 møde dem begge samt museumsinspektør Maria Clement Hagstrup i en samtale om velfærdsstaten og demokratiets danmarkshistorie.

Nordiske stemmer

I år fejrer Kulturmødet Mors sit 10 års jubilæum, og det sker med et nordisk tema. Blandt de store navne, man man møde på Mors, er Norges store filminstruktør Joachim Trier, der står bag film som "Louder than bombs", "Thelma" og "Verdens værste menneske". Fredag aften kan man høre ham fortælle om sin kunstneriske vision på scenen "Bag Plankeværket".

Den islandske, prisbelønnede forfatter Einar Már Gudmundsson kan opleves lørdag, dels i samspil med den danske saxofonist Dorthe Højland, og dels i en forfattersamtale med journalist Helle Solvang.

Fra Grønland kommer den unge forfatter Niviaq Korneliussen, der i 2021 modtog Nordisk Råds litteraturpris for romanen "Blomsterdalen". Hun kan høres lørdag i en samtale på scenen "Bag Plankeværket".

Billede beskrivelse

Unge stjerner

Det bliver nogle af dansk musiklivs unge, fremadstormende stjerner, der går på scenen på Kulturpladsen både fredag og lørdag aften.

Eee Gee, alias Emma Grankvist, der begejstrede anmelderne på Smukfest for få uger siden, optræder fredag aften sammen med to gode venner fra bandet Yör. Og lørdag aften kan man blandt andet høre det fem mand store band Zar Paulo, der fik Nordjyskes begejstrede anmelder til at uddele topkarakteren seks stjerner, da han oplevede deres koncert på Nibe Festival i slutningen af juni.

Og så er der slet ikke blevet plads til at nævne det store program for børn, der har deres helt eget festivalområde ved fjorden. Men nævnes skal det, at det hele er ganske gratis, og at man finder hele programmet på Kulturmødets hjemmeside.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste