Billede beskrivelse

Mindeord: Intet menneske er u-undværligt, men ethvert menneske er uerstatteligt

23. december 2022 kl. 10.47
Opdateret kl. 11.37

Jytte Gellert Krogh har skrevet mindeord over Per Gjøttrup Jensen:

Intet menneske er u-undværligt, men ethvert menneske er uerstatteligt, sådan skrev Peter Kemp, da han mistede sin kone.

I torsdags rakte Per Gjøttrup Jensens liv ikke længere. Min søster mistede sit livs kærlighed og bedste ven, deres tre døtre med deres familier mistede en elsket far, svigerfar og morfar. Min mand mistede sin bedste ven.

Hele sit liv var Per et familiemenneske, og han var sine venners ven.

Per havde en særlig evne til at skabe kontakter, hvor end han færdedes. Han knyttede bånd, og mange af dem var livslange.

“Når et menneske dør, dør der noget af dig med det”.

Derfor er vi mange, som stod Per nær, som nu står tilbage med bevidstheden om, at vi har mistet noget dyrebart. Men Per efterlader os også med en dyb taknemlighed for alle de mange skønne minder, vi har, og fordi vi måtte tælles blandt hans nære famlie og venner. Vores døtre havde en fantastisk onkel.

Gennem sit lange liv har Per haft forskellige arbejdspladser, og alle steder var han meget vellidt. Det var således ikke en overraskelse, at Per et år blev hyldet som årets bedste kollega hos Homann Værktøj, hvor Per arbejdede, indtil han gik på efterløn. Det var en ære, som gjorde ham så inderlig glad.

Per interesserede sig meget for sport, og den gren, han aktivt kastede sig over i sit voksne liv, var cykling. Han kørte både racercykel og mountainbike. To gange cyklede Per op over Mt. Ventoux. Som aktiv medlem af Sjørring Cykelclub var han altid med, når der skulle køres ture, men også alene og sammen med Ninna cyklede han Thy og Mors rundt. Han kendte hver en lille bi- og skovvej fra sine ture.

Når bilen blev pakket og der ventede ferie forude, så gik turen ofte til Frankrig. Dette land var et yndet feriemål, og tit var Mountbrun i det sydlige målet for turen. Ikke mindst fordi Per også der havde evnet at skabe relationer. Han beherskede et fint fransk, så sproget var ingen hindring.

Da Per overvandt sit ubehag ved flyvning, gik turen til England, USA og Canada. Og igen var familien hovedmålet for turene. Den ældste datter boede en overgang i både London, Montreal og New York. Alle steder fik hun besøg af sine forældre. På trods af afstanden til Ninnas familie i Michigan opstod der et gensidigt dyb venskab, og Per var trofast til at skrive og ringe til dem. Også de blev besøgt, når Ninna og Per var i USA. En af de bedste ture derover var dengang deres yngste datter var med og kunne vise, hvor hun havde været udvekslings student.

Alle tre piger var i udlandet, da Ninna og Per kunne fejre sølvbryllup. De havde forberedt sig på at fejre det uden børn, men stor var deres glæde, da den mellemste datter tog turen hjem fra Paris og overraskede dem.

Selvom Per de seneste år led af en demensform, så var den af en sådan art, at han kunne huske navne og begivenheder. I oktober demonstrede han, at han stadig kunne tale engelsk, da der var besøg fra Canada.

Per blev mere og mere plejekrævende det sidste år. Den pleje fik han så. Først og fremmemst fra Ninna, og da opgaven blev større, så var kommunens hjemmepleje der med al den hjælp, der var behov for. Per var og Ninna er fuld af lovord for den støtte de fik af deres koordinator, men også af systemet som helhed.

Det var ikke muligt for Per det sidste år at rejse til København, hvor de tre døtre bor. Når Ninna skulle besøge deres børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørn så tog Per ophold på Sct. Thøgersgaard. Her fik han en god og kærlig pleje. Det var også her, Per døde den 15. december. Han var omgivet med så megen kærlighed og varme først og fremmest fra sin familie. Men ikke kun familien omsluttede ham med kærlighed. Det var så tydeligt, at Per også der havde skabt gode relationer, så alle de medarbejdere, som han havde været i kontakt med, kom op til Per og tog afsked med ham. Alle vidste, at Per var nået til sit livs afslutning.

Per efterlader sig sin kone, Ninna, døtrene Kristina, Marie og Louise. Derudover er der svigersønnerne Martin og Casper, og børnebørnene Liva, Thor, Madison og Charlie.

Æret være Pers minde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste