Dennis Kristensens og Martin Dinitzens hyldestsang til Jonas Vingegaard er gået viralt på kun to dage og afspillet mere end 308.000 gange over hele landet. Foto: Ole Iversen
Mennesker

Vildt populær: MD-Duos Vingegaard-sang er gået amok på nettet

27. juli 2022 kl. 08:17

Den blev lagt på Facebook søndag klokken 10 - nogle timer før Touren sluttede på Champs-Élysées i Paris. Den startede ud med omkring 500 likes. Men så gik det stærkt for MD-Duos Vingegaard-hyldestsang.

Som en steppebrand blev den hurtigt delt over 5.000 gange og afspillet 10.000 gange i timen.

Tirsdag eftermiddag, to dage efter, var den blevet aflyttet hele 308.000 gange.

- Det er gået sindsyg stærkt, og det fortsætter. Det er ret vildt. Vi har aldrig oplevet noget lignende, selv om vi har to andre sange ”Thy” og ”Limfjordsporter”, som tilsammen er afspillet 185.000 gange. Det her overgår alt.

Den er nærmest blevet en kult-sang på nogle få dage, lyder det fra Dennis Kristensen og Martin Dinitzen fra MD-Duo.

- Vi skrev egentlig ”Vingegaard” på opfordring fra gruppen bag den planlagte Thy-fejring af Jonas i Thisted, som desværre ikke kunne lade sig gøre. Nu har vi så spillet den for første gang i weekenden i Hillerslev og i Skive. Alle ville høre den. Alle sang med. For sangen er lavet, så man nemt kan huske og synge med på omkvædet. Torsdag skal vi spille den for Jonas i Glyngøre. Det glæder vi os til, lyder det fra MD-Duo, der, siden sangen gik amok ud over landet, er blevet kimet ned.

Torsdag skal ”Vingegaard” afspilles ved hyldestfesten i Glyngøre. Så er de to spændt på Jonas Vingegaards reaktion, når han hører sangen. Foto: Ole Iversen

- Vores mailbox er nærmest eksploderet. Mange af beskederne er bestilinger på jobs over hele landet. Vi har slet ikke nået at tjekke alle mails endnu, lyder det fra de to troubadourer fra Thy, der i disse dage spiller på Vilsund Marked.

Hvad der kommer til at ske videre med sangen, som alle ville høre og synge med på i disse dage, har de to ikke besluttet endnu.

- Vi vil gerne lave en rigtig god indspilning af den og måske lægge den på Spotify. Det afhænger af, om den bliver ved med at være populær, og om folk stadig vil høre den, når vi er ude og spille. Indtil videre nyder vi bare, at den sang, der er vores lille bidrag til hyldesten af Jonas Vingegaard, er blevet så populær. Og én ting er sikker: hvis folk vil høre den og råber Vingegaard. Ja, så spiller vi den. Også om det bliver til julefrokoster, lyder det MD-Duo Dennis Kristensen og Martin Dinitzen.

”Vingegaard” kan findes og afspilles på MD-Duos Facebookside og den ligger også på Youtube.

Nyeste