Med donationer har Enggården ved Hundborg fået råd til den industrirøremaskine, de længe har ønsket sig. Fra venstre ses Carsten Lyngs fra Bornerups Fond, Carsten Pedersen fra Lions og køkkenpersonalet Tina Sara, Evy Weiercke samt Olga Rybachok. Yderst til højre ses daglig leder Leo Jørgensen. Privatfoto
Mennesker

To donationer lettede hverdagen på bofællesskab

21. juli 2022 kl. 10:29

På bofællesskabet Enggården, der ligger lige udenfor Hundborg, har man hårdt brug for en ny røremaskine, så der kan røres dej og frikadellefars. Storkøkkenet betjener 76 dagmedlemmer og 13 beboere, så det skal være en maskine med kapaciteten i orden, og sådan en koster omkring 50-70.000 kroner. Så det er ikke en, man bare lige bestiller. Men man kan jo være heldig.

For nu står en skinnende, flot, kæmpe Bjørn røremaskine i køkkenet på det sociale bofællesskab. Det er blevet muligt, fordi Enggården i foråret søgte om et tilskud til røremaskinen. Forleden dukkede så Carsten Lyngs, som er formand for legatudvalget i Grethe og Jørgen P. Bornerups Fond, og Carsten Pedersen fra økonomiudvalget i Lionsclub Thisted, op, og de havde penge med; henholdvis 25.000 kroner og 10.000 kroner.

Det var det, der skulle til, før industrimaskinen kunne hjemkøbes. Enggården er et socialt arbejds- og bofællesskab for mennesker med psykisk sårbarhed, der har brug for en meningsfuld hverdag.

Stedet bygger på brugerindflydelse. Medlemmerne og medarbejderne er fælles om gårdens daglige drift. Formålet er at give medlemmerne et gensidigt forpligtende tilhørsforhold, hvor alle har noget at bidrage med.

Nyeste