Billede beskrivelse

Thybo er ny landstræner i windsurfing: Han vil gøre Thy til hjemsted for eliten

19. august 2025 kl. 19.02

HANSTHOLM: Thy har i årevis været kendt som Cold Hawaii – et mekka for surfere fra hele verden. 

Nu bliver området også centrum for den danske windsurfing-elite. 

Finn Noer fra Hanstholm er netop blevet udpeget som den første officielle landstræner i windsurfing og får ansvaret for udviklingen af de bedste danske surfere i race disciplinerne foil-slalom og finne-slalom.

Landsholdet omfatter omkring ti topsurfere, der blandt andre er OL-deltageren og nykåret verdensmester Johan Søe.

Finn Noer lægger ikke skjul på, at valget af Thy som hjemsted for udviklingsarbejdet er helt naturligt:

- Jeg bor i Thy og kender Thys windsurf-kvaliteter både i Limfjorden og ude i Vesterhavet, så Thy bør være stedet for den eliteudvikling af surf-sporten, som jeg får ansvaret for blandt andet grundet dets stedbundne vandsportskvaliteter. De ti årlige samlinger bør derfor naturligvis være her, så atleterne ser Thy som deres hjemmebane for landsholdssamlinger, siger den nye landstræner.

Han peger især på Hanstholm og fjorden ved kabelparken i Thisted som perfekte rammer.

- Thy har alle de muligheder og lokaliteter, der er brug for. Potentialet er enormt – ikke bare for surferne, men for hele området. Det kan blive et kæmpe løft indenfor foil-turisme, siger han.

Billede beskrivelse

”Som skisport – den, der bygger liften vinder”

Noer sammenligner situationen med skisport:

- De gode bjerge er der, men det er den, der bygger den første og bedste skilift, der løber med kunderne. Derfor kræver det, at Thy er klar til at gribe chancen og udvikle faciliteterne.

Konkret håber han på bedre adgangsveje til surfspots i Hanstholm og ved kabelparken, og det er blandt andet med broer ud i vandet.

- Her vil jeg tage dialogen med kommunen. Generelt skal vi arbejde tæt sammen med lokale partnere, understreger han.

59-årige Finn Noer har surfet i en menneskealder, og han er en markant skikkelse i dansk surfmiljø. 

Senest har han stået bag European Pro Windsurfing Tour (EPWT), der har base i Hanstholm og i maj afholdt årets første afdeling netop i Thy.

I 2024 modtog han Danish Surf Award for sit engagement, og tidligere har han været medudvikler af Cold Hawaii i Klitmøller med filmproduktioner og livestreaming.

Nu glæder han sig til at tage hul på opgaven som landstræner:

- Jeg brænder for at hjælpe og udvikle de unge surfere og vil gøre alt for at sætte Thy på elitesurfsportens verdenskort, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste