Palle bager må vente med at slå nye brød op
SEJERSLEV: Det kribler i ham for at få lov at slå nye brød op, men Sejerslevs populære bager, Palle Odgaard, må væbne sig med tålmodighed et stykke tid endnu.
Onsdag fik Palle bager, som han kaldes i folkemunde, stingene fjernet på den højre hånd, han fik i klemme i en røremaskine for godt en uge siden og efterfølgende måtte på sygehuset for at få opereret.
Det var en split i røremaskinen, der greb fat i hans vielsesring og rev hans ringfinger helt af. Fingeren stod ikke til at redde.
- Nu har jeg så fået stingene fjernet, og det ser godt ud med min hånd. Den skal dog have ro, så det hele kan sætte sig, så derfor må jeg ikke bruge den og de fire fingre, jeg har tilbage, til at løfte noget tungt. Gør jeg det, så risikerer jeg, at der går betændelse i såret. Og selv om jeg bliver mere og mere rastløs for at komme tilbage i mit bageri og bage til mine kunder, så er der ikke andet for end, at jeg må væbne mig med tålmodighed, siger han.
Som led i helingen af hånden, skal han den kommende tid gå til genoptræning på sygehuset.
- Jeg skal have gang i mine fingre igen, og det skal ske gennem genoptræning. Så er det op til terapeuten at vurdere, hvornår det er forsvarligt at bruge hånden igen til arbejdet i bageriet. Selv vil jeg selvfølgelig gerne i gang hurtigst muligt, men jeg skal også passe på ikke at forcere tingene og begynde for tidligt på arbejde, siger Palle.
Med til historien hører, at han nok har mistet sin ringfinger, men ikke sin vielsesring. Det har han fortalt sin thailandske kone, som lige nu opholder sig i sit hjemland.
- Jeg har snakket med hende og fortalt hende om hændelsen. Hun har naturligvis ondt af mig, men der er jo ikke andet at gøre end at komme videre og håbe på, at jeg snart kan være tilbage i mit bageri, for det er der, jeg helst vil være, siger Palle.