Marius Feldthaus på otte år og farfar Knud Felthaus på 69 år er på jagt efter fiskearter med fiskestangen. Og får de to morsingboer ikke fisk på krogen, så er den gode tid sammen rigelig belønning. Foto: Ole Iversen
Mennesker

Marius og Knud jagter den store fangst

14. juli 2022 kl. 08:25

Marius på otte år fra Tødsø og farfar Knud Feldthaus på 69 år fra Øster Jølby er på sommerturne til de gode fiskesteder i Thy og på Mors. De to er på jagt efter så mange forskellige fiskearter som muligt. Marius er nemlig, med godt input fra farfar, også blevet bidt af lystfiskeri. Og ture sammen med farfar er noget af det bedste, han ved.

Mandag var de i Hanstholm på jagt efter makrel og hornfisk. To dage før var de i Nørhå Fiskepark. Her kom der tre guldørreder og to regnbueørreder med hjem. Der før var de i Oddense Fiskepark.

- Det er spændende at fiske og få hug på stangen. Og så er det sjovt at lære noget nyt hver gang. Vi håber at fange makreller i dag og måske hornfisk. Jeg fik et lille hug. Jeg tror, det var hornfisk, lyder det kyndigt fra Marius, mens han kaster sin snøre med blink og ophængere ud i det yderste havnebassin i Hanstholm.

Det lange kast ud i havnebassinet sidder ikke helt i skabet. Men efter kærlige råd fra farfar kommer blinket længere og længere ud.

- Indtil videre har jeg fanget skalle, aborre, guldørred og regnbueørred, lyder det fra Marius Bovbjerg Feldthaus. Foto: Ole Iversen

- Det er bare livet at stå med Marius og fiske. Kun os to. Det er dejligt, lyder det fra Knud Feldthaus med et stort smil om munden.

Han kender Hanstholm godt, fra da han for 30 år siden i fire år fiskede med kutter fra Hanstholm.

- Vi bor kun syv kilometer fra hinanden på Mors. Nu har vi begge tid. Så er det skønt at komme ud sammen. Vi får nogle dejlige oplevelser - og nogle gode snakke, lyder det fra Knud Feldthaus, der glæder sig over, at Marius er blevet smittet af farfars lyst til at fiske med stang ved fjord og hav.

- Når Marius bliver et par år ældre, skal vi have waders på og prøve at fange en havørred et sted på fjordkysten rundt Mors, lyder det fra Knud. Marius’ artsliste tæller indtil nu skalle, aborre, guldørred og regnbueørred.

Annonceret indhold

Nyeste