Land mødte by: Børnene kneb ballerne sammen og malkede en ko
HURUP: Når udfordringen ser svær ud, så er der jo ikke andet for end at knibe ballerne sammen og presse alt det, man kan, ved at hænge på håndtaget til minipresseren og få hjælp af tyngdekraften.
Så det gjorde mange børn med god hjælp fra forældre, da de i Hurups gågade torsdag prøvede kræfter med livet på landet og blandt andet kunne lave deres egen mini halmballe.
Land & By mødes hed arrangementet, som Fjordland stod for og med sig til byen havde flere landlige aktiviteter og dyr, som børnene kunne prøve af og stifte nærmere bekendtskab med.
Og et af de nærmere bekendtskaber, var muligheden for at få lov at malke en ko. Det prøvede en del børn af, om end det var med en vis berøringsangst, de så yveret an og med kyndig hjælp fra en landmand greb fat om de fire patter.
Lidt mere hjemmevante følte børnene sig ved et par kalve, som flittigt blev klappet og kælet for, ligesom det også var tilfældet hos dem, der havde kaniner og hunde med til byen.
En gratis tur i hestevogn var ligeledes et populært indslag i det storslåede sommervejr, som havde trukket mange børnefamilier til byen, både lokale og ferierende, herunder mange turister.