Margit Andersen på sit Læderværkstedet, som hun har drevet i 35 år. Foto: Camilla Gade
Mennesker

Læder er blevet trendy: Bestillingerne strømmer ind på Margits værksted

10. juli 2022 kl. 12:00

FLARUP: Når man træder ind ad døren hos Læderværkstedet Thy bliver man med det samme ramt af den varme, velkendte duft af læder.

Her er alt, hvad man næsten kan forestille sig, man kan lave i læder - fra hårspænder, bælter og tasker til puder, knapper og bogmærker udført i læder fra ko, krokodille eller firben - men da journalisten nævner dette, kommer det prompte fra indehaver Margit Andersen:

- Nej, man kunne lave meget mere!

I 35 år har Margit Andersen haft sit læderværksted her, og hun holder fortsat åbent i sin lille butik på gården i Flarup et par timer hver eftermiddag året rundt.

- Her har jeg min egen verden, fortæller hun, der oprindelig startede med læderhåndværket, da hun efter et sygdomsforløb ikke længere kunne holde til arbejdet som syerske, hun havde ernæret sig ved hidtil.

De gammeldags grønne skriveunderlag har fået en stor renæssance de seneste år. Foto: Camilla Gade

Derfor var hun igennem et revalideringsforløb, hvor hun deltog i et kursus og lærte at arbejde med det særlige materiale.

- Jeg tænkte egentlig først, at det nok var for svært, men jeg kunne hurtigt mærke, at det bare var det, jeg skulle. Jeg regnede dog ikke med dengang, at jeg skulle sidde her i dag, siger Margit Andersen med henvisning til læderværkstedet, butikken og de kurser i læderkunst, hun har arrangeret gennem en årrække.

I starten afsatte hun de fleste af sine håndarbejder til familie og venner, men efterhånden begyndte efterspørgslen at stige, så Margit Andersen kom frem til, at hun hellere måtte blive momsregistreret.

- Jeg kan ikke producere så meget som en stor fabrik, for hos mig er alt læder håndskåret, ligesom jeg gerne vil sy det meste i hånden. De tynde skind bliver pænest af at blive syet på maskine, men ellers er det "klør 10", siger Margit Andersen og holder hænderne op foran sig.

Når hun sætter sig ved arbejdsbordet og tager et stykke læder frem, får fantasien frit løb - og dt skorter ikke på inspiration, selvom hun har arbejdet med læder i så mange år.

- Jeg går med så mange ideer i baghovedet, at det næsten buler udad. Når jeg kan se en taske i læderet, må jeg få den frem. Men jeg laver kun én af hver; alle de store ting, jeg laver, er unika siger hun og tilføjer:

- Jeg bliver ved med at arbejde med tingene, indtil jeg er helt tilfreds. Jeg er min egen værste kritiker, og derfor kan jeg sagtens arbejde et par timer mere med en ting, der egentlig var færdig, bare for at få den sidste finish med.

De fleste tasker, Margit Andersen fremstiller, er unika. Foto: Camilla Gade

I dag oplever hun, at læderet har fået en stor renæssance, og der kommer mange turister især fra Østdanmark og besøger hendes værksted, ligesom bestillinger på telefon og mail vælter ind.

- Lige nu er skriveunderlag det helt store. De gammeldags med læder og grønt trækpapir, forklarer Margit Andersen.

Hun har haft noget besvær med at finde det helt rigtige slags papir som erstatning for det gamle, der ikke fås mere. For det skal selvfølgelig være helt i orden, inden Margit Andersen er tilfreds.

- De fleste læderkunstnere i dag laver ting, der ikke er så meget arbejde ved. Men jeg vil have pæne kanter, og jeg vil lave ting i hånden, også selvom der måske eksisterer en dyr maskine, der kan lave én bestemt ting nemmere, siger hun.

Ét af de helst store højdepunkter gennem de 35 år var da Margit Andersen blev inviteret til at lave en gave til Kronprinsesse Mary.

- Jeg blev bedt om at lave et læderbælte, hvor der var rav hele vejen rundt, men det ville blive for voldsomt, så det ville jeg ikke, forklarer hun.

Derfor lavede hun i stedet bæltet i sort skind med to store stykker rav, hvoraf det ene var ét, havde gemt i flere år, "til en særlig lejlighed". Som passende indpakning lavede hun desuden en læderbetrukket æske med et stykke rav i låget, og en bekendt leverede den ravgyldne silke, som bæltet blev præsenteret på.

- Jeg har aldrig selv set, at kronprinsessen har haft det på, men der er et par kunder uafhængigt af hinanden, der siger, at de har set det, siger Margit Andersen.

Det kunstfærdige bælte, der blev overrakt til Kronprinsesse Mary i 2011. Foto: Camilla Gade

Nyeste