Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fra viceleder til skoleleder for Hanstholm Friskole

Thomas Lykke Christensen har været syv et halvt år på skolen, men har også arbejdet på Sjørringvold Efterskole og Thorsted Friskole

07. juli 2020 kl. 07.45
Opdateret 22. september 2022 kl. 16.42

HANSTHOLM: Hanstholm Friskoles nye leder efter Solvej Thøgersen er Thomas Lykke Christensen. Efter først at have været souschef og derefter viceleder har den 47-årige nu sat i lederstolen på Hanstholm Friskole. På skolen har han arbejdet i sammenlagt syv et halvt år - ad to omgange.

Thomas Lykke Christensen har tidligere arbejdet på Sjørringvold Efterskole og Thorsted Friskole og er en del af den grundtvig-koldske skolekultur.

- Det var jo lidt af en bombe, der sprang, da Solvej meddelte, at hun ønskede at stoppe. Heldigvis heldigvis kørte Solvej og jeg et godt parløb. Vi er på samme bølgelængde, og Hanstholm Friskole vil derfor stadig ligne sig selv i fremtiden, siger Thomas Lykke Christensen, der selv betegner sig om én, der brænder for Hanstholm Friskole.

- Jeg vil være garanten for en god skole for elever og forældre. Vi har et rigtigt godt fællesskab og er i stand til at løfte store opgaver sammen. For havde vi ikke det, var der ingen skole.

- Det er en veldrevet og økonomisk velfunderet skole, jeg overtager ledelsen af. Det ved jeg, for jeg har stået for regnskabet gennem nogle år, siger Thomas Lykke Christensen, hvis hovedinteresse er det naturfaglige.

- Naturen skal gerne fylde endnu mere på Hanstholm Friskole. Men jeg vil også stå for en fortsat udvikling, når det gælder det kreative - musik og teater. Vi har netop fået to nye lærere ansat, som hver er stærke i det kreative. Det regner jeg med vil give det kreative på Hanstholm Friskole et stort løft, så eleverne får muligheden for at udtrykke sig forskelligt, siger han og lægger til:

- Vi vil - efter coronatiden - fortsætte med morgensang og fortælling. Det er en gammel og god tradition - og det skal ikke ændres.

Thomas Lykke Christensen glæder sig over, at elevtallet i skolen er steget med én ekstra elev til det nye skoleår, der starter mandag 10. august. Hanstholm Friskole har også børnehave, nomineret til 40 børn, og vuggestue med 17 børn.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste