En levende legende og kultfigur var på Thy Rock - og mange besøgte churros-vognen
THISTED: Blandt høj musik, glade festivalgæster og duften af fadøl stod én mand i særdeleshed ud under årets Thy Rock.
Ikke på scenen, men tæt ved udgangen fra Dyrskuepladsen – med sin trofaste churrosvogn.
Navnet er Leif Dahlgård, men i Tivoli-kredse og blandt festivalgængere landet over er han bedre kendt som Leif Dahlgård: en levende legende og tidligere ejer af et kendt tivoli-dynasti.
Snart fylder Leif 81 år, men hverken alderen eller tempoet på festivalen får ham til at slå op i banen. Tværtimod.
Med et varmt smil, et fast håndtryk og et glimt i øjet serverede han sprøde churros og søde minder til sødsultne festivalgæster.
- Jeg elsker livet på vejen. Det har altid været mit liv. Det er herude, man møder mennesker, man får historier, og man stadig føler sig i live.
Leif Dahlgaard voksede op med lugten af popcorn, lyden af karruseller og følelsen af savsmuld under skoene - en gøgler af guds nåde.
Han blev for alvor kendt i kult-serien i otte afsnit fra 1999 - “Dahlgårds Tivoli"
For mange danskere blev det at møde Leif og hans folk et sikkert tegn på sommer og gode tider. I dag er det churrosvognen, der er Leifs hjertebarn.
Folk kommer ikke kun for churros, men for at hilse på Leif, udveksle et par ord og mærke lidt af den ægte gamle gadekultur, som han repræsenterer.
- Jeg ved ikke, hvor længe jeg bliver ved, siger Leif med et bredt smil
- Men så længe benene bærer og folk har lyst til at smage mine churros, så kører jeg videre.
- Og så er det skønt at være i Thy - tæt på Mors, hvorfra halvdelen af min slægt “Dahlgård” kommer fra. Det er fra Frøslev, hvor man staver Dahlgård” med “å”, lyder det fra Leif Dahlgård, der i dag bor i Frederiks.
Han er godt klar over, at der kommer en dag, hvor livet på vejen slutter.
- Jeg vil dø med træsskoene på - gerne midt på en festival eller byfestplads. For så har jeg teksten klar til min gravsten: "jeg har været glad for at være her. Jeg kommer gerne igen", lyder det med et velkendt grin fra Leif Dahlgård med en tændt smøg mellem fingrene.