Det Grå Guld har underholdt med harmonika-musik i 25 år
SYDTHY: Den 10 mand store musikgruppe ” Det Grå Guld” fra Sydthy, har i år spillet sammen i 25 år – og grundstammen i orkestret er stadig dem, der tog initiativ til at spille sammen. Det samme gælder repertoiret med hovedsagelig harmonika-musik, der bakkes op af guitar, banjo, trommer, bas og sang.
- I begyndelsen spillede vi på et par harmonikaer, der langsomt udviklede sig til en lille gruppe, der øvede nede i Doverodde om mandagen, til – for nogles – store fornøjelse, specielt os, men også de mange turister der kom til havnen, fortæller Leo Bjørnskov, der spiller med i gruppen.
I dag er opgaverne fordelt mellem gruppens medlemmer, hvor en i orkestret laver tekst og melodier, hvoraf nogle bliver indspillet på CD og flittigt spilles, når orkestret er ude at underholde. Men der skrives også nye tekster til gamle kendte melodier, fortæller Leo Bjørnskov.
- Vi spiller over det meste af Jylland, men har dog også været på Fyn og Sjælland. Vi havde godt gang i den inden Covid 19, men da vi var på vej hjem til Thy fra job i Sæby, kom meldingen om forsamlingsforbud, og det satte os lidt stå. Men der er så småt ved at komme gang i den igen, siger Leo Bjørnskov og tilføjer:
- Vi havde super aftener med vores Harmonikatræf i Boddum-Ydby Hallen, hvor der hver gang var udsolgt på forhånd – cirka 400 billetter. Det døde desværre sammen med Covid.
Det Grå Gulds medlemmer lever fint op til navnet aldersmæssigt, men det samme gør orkestrets publikum.
- Det er mest det voksne publikum, vi spiller for, ingen af vores publikum har til dato været afkrævet ID på grund af en aldersgrænse, fortæller Leo Bjørnskov med et glimt i øjet.
Lige nu spiller orkestret mest på ældrecentre, kroer og haller – hvor ældrerådene holder deres årsfester.
- Vi spiller glad danse og syng med musik – lige nu er det ”Syng med” arrangementer på plejecentrene og det årlige Ældretræf i Struer Hallen, hvor vi har spillet de seneste godt 10 år, der fylder vores kalender, som er fyldt godt op, siger Leo Bjørnskov.
Han kan fortælle det lille kuriosum, at orkestrets guitarist Hugo Larsen for rigtig mange år siden spillede sammen med Bjørn Hansen i det nu så kendte Bjørn & Okay.
- Det var nok grunden til, at vi sammen med Bjørn & Okay, spillede til deres 50-års jubilæumsfest i Doverodde, hvor også Bjørn & Okay havde første arrangement for godt 50 år siden, siger Leo Bjørnskov.
Det Grå Guld har mange opgaver i kalenderen for resten af året, men der er ikke programsat en fest eller anden form for markering af 25-års jubilæet.
- Det fejrer vi i det stille med vores publikum, når vi kommer ud og spiller op til dans og syng-med-arrangementer, lyder det fra Leo Bjørnskov.