
Boldklub vil støtte bager og købmand: Her er det indsamlede beløb
En del af indtægterne fra Nors Boldklubs julemesse skulle gå til byens to butikker - bageren og Spar-købmanden.
De to butikker er, som resten af byen, voldsomt generet af det gravearbejde, der er i gang og, som fortsætter ind i 2023. Konsekvensen hos butikkerne er en omsætningsnedgang.
Derfor ønskede den lokale boldklub at give de to butikker et kontant støttebeløb fra salget i boden på Vendbjerg.
Søndag kunne messen overdrage Spar Købmanden og Nors Bager hver et beløb på 11.806 kroner. Det er beløb, der blev meget større end forventet af alle.
- Jeg er meget ydmyg og glad for den opbakning. Det er jeg på vegne af butik og ansatte, lyder det fra købmand Carsten Dahlgaard.
Virkelig glad
Også hos bageren er der glæde og overraskelse over at få så flot et beløb overrakt fra boldklubben og dermed byens borgere.
- Det er helt vildt. Det havde jeg ikke set komme. Jeg vidste godt, at der var mange folk til julemessen. Men at det blev så stort et beløb, er jeg virkelig glad for. Det er fantastisk, at der er så mange, der tænker på os, siger bager Rene Jespersen.