Malthe Jakobsens drøm går i opfyldelse
THY: Den 20-årige thybo deltager i 2025 i FIA World Endurance Championship efter et år som reservekører for den franske bilproducent.
Når næste sæson i VM-serien sparkes i gang til februar i Qatar, sidder Malthe Jakobsen bag rattet i én af Team Peugeot TotalEnergies’ Peugeot 9X8 Hypercar-biler. Det er en drøm, som går i opfyldelse efter mange års målrettet arbejde:
- Jeg er vildt glad for at have fået muligheden for at blive en fast del af besætningen på Team Peugeot TotalEnergies’ store satsning. Vi har benzin i blodet i min familie, og min fars historier fra hans karriere har været medvirkende til, at jeg altid har drømt om at blive professionel racerkører og kæmpe med i FIA World Endurance Championship, fortæller Malthe Jakobsen, som kender både arbejdspladsen og teamet ganske godt allerede.
Det sidste år har thyboen arbejdet som reservekører for det franske fabriksteam, og det har kastet masser af kilometer af sig, både i bilen og i simulatoren. Det har givet en masse erfaring og selvtillid til at tage imod forfremmelsen med åbne arme:
- Jeg føler mig godt tilpas i bilen og har allerede et fint samarbejde med både ingeniører og de andre kørere, så det føles meget som en naturlig udvikling. Det bliver helt sikkert et specielt øjeblik, når jeg kører mit første løbsstint i bilen næste år, for det er noget, som jeg, min familie og bagland har kæmpet for siden jeg kørte gokart. Jeg er vildt stolt af at være blevet udvalgt af et bilmærke med så imponerende historie i motorsport, og jeg er 110 procent klar til at indtage min nye plads, forsikrer Malthe Jakobsen.
Indtil 2025-sæsonen fortsætter Malthe Jakobsen i rollen som reservekører kombineret med løb i European Le Mans Series for COOL Racing.