Var det noget med en brosme, torsk eller havtaske?: Spændende fisk på auktion i Klitmøller
KLITMØLLER: Som en tilbagevendende tradition, har der i mange år været afholdt årlige fiskeauktioner på Landingspladsen i Klitmøller, til glæde for såvel områdets mange turister som områdets beboere, der på auktionerne har fået mulighed for at købe mange spændende fisk.
I år afholdes auktionen 24. juli, hvor Foreningen Æ’ Redningshus i samarbejde med Klitmøller Lystfiskerforening igen lægger kræfter i at give deltagerne en spændende oplevelse og mulighed for at købe forskellige fisk.
Auktionerne afholdes ved Lystfiskerforeningens lokaler på landingspladsen, hvor selve fiskeauktionen starter søndag formiddag.
Her vil Jesper Kongsted – der til daglig er auktionsmester på landets største fiskeauktion i Hanstholm - udbyde en lang række friskfangede fisk fra Nordsøen, både de kendte som torsk og rødspætter til mere ukendte som havtaske og brosme.
Efter køb er der mulighed for at få den indkøbte fisk opskåret og fileteret, ligesom der vil være kølemuligheder for fisken, mens man opholder sig på auktionen.
Ved middagstid vil der være mulighed for at købe lokale fiskeburgere tilberedt med kærlig hånd af madkyndige medlemmer fra de to foreninger - alt sammen i rigelige mængder, og til ganske rimelige priser.
Karin Lynggaard, der er formand fra Æ’ Redningshus, og Erik Odder, der er formand fra KLF66, er enige om, at det er målet med fiskeauktionen at give en spændende oplevelse til områdets mange gæster.
De lægger dog ikke skjul på, at de samtidig håber, at fiskeauktionen vil medvirke til at bevare det unikke miljø der findes ved landingspladsen, herunder ikke mindst et yde økonomisk bidrag til at vedligeholde foreningernes lokaler og installationer – en opgave, som med områdets barske vilkår er ganske omfattende.