Succes for to barndomsvenner: Duoen kan slet ikke følge med efterspørgslen
THISTED: I 2024 besluttede barndomsvennerne Andreas Hejgendorf og Niamatullah Ahmadi at kaste sig ud i iværksætteri, der nu er blevet en rigtig succeshistorie.
De to 28-årige kammerater fra Thisted arbejder begge som arkitekter nu.
Men deres hjerter banker for deres foodtruck - Deluxe Festival Food, som de introducerede i 2024 og som de rejser rundt på festivaler med i hele Danmark i sommerhalvåret – vel at mærke ved siden af deres fuldtidsarbejde som henholdsvis byggesagsbehandler i Morsø Kommune og byplanlægger i Herning Kommune.
Sidste år rullede de ud til 15 musikfestivaler over hele landet - her iblandt to store: Rock Under Broen og Vig Festival-men også Skive Festival, Thy Rock og Alive.
- Vi har selv gået til rigtigt mange festivaler og nydt musikken, men også spist en masse festivalmad. Og det var ikke ret tit kvalitetsmad vi fik serveret. Derfor groede tanken, at det kunne vi gøre bedre, Og vi var sikre på, at der var “et hul i markedet” - altså at kunderne var til bedre festivalmad - lavet fra bunden af gode råvarer. Vi havde begge erfaring fra rigtigt mange år siden 2010 i restaurationsbranchen i Thisted.
- Så vi vidste så meget om mad, at vi turde kaste os ud i det. Og vi må sige det er blevet til en succes. Så stor en succes - at vi sagtens kunne være på flere festivaler og overvejer at investere i endnu en vogn. For vi bliver tilbudt at være til flere festivaler - men må ofte sig nej - fordi vi kun kan være et sted ad gangen, fortæller Andreas Hejgendorf.
De to venners koncept, som har ramt plet, er at de tilbyder kendte klassikere - men “hjemmelavet”, med fokus på bæredygtighed, fuld fokus på smag, præsentation og kvalitet.
Det er blandt andet Durum med kylling eller kebab, burgere og loaded fries. Og alt brød er friskbagt. Også veganske orientalske retter er på menukortet i foodtrucken.
- Vi har vores gode arbejde. Men det er da vores drøm at kunne leve af af vores passion engang i fremtiden, lyder det fra Andreas Hejgendorf og Niamatullah Ahmadi, der har kendt hinanden siden fjerde klasse til gymnasiet og arkitektstudiet.
Festivalgængerne i Thy i år kommer til at møde Deluxe Festival Food på vejen til Thy Rock og iværksættervennerne forventer at deltage på Alive Festivalen.
Derudover skal foodtrucken eller måske foodtrucks fra Deluxe Festival Food deltage ved Vesterhavsrock og en stribe festivaler over hele landet. Så de to venner og deres ansatte får nok at se til hver weekend fra maj til august.