Rasmus og Alexanders is-succes kan vinde to priser
VORUPØR: Den lokale fødevareproducent, Vild Is, har opnået en bemærkelsesværdig anerkendelse i år.
To af firmaets populære produkter er med i finalen ved dette års Sol over Gudhjem i kategorierne Drikke og Konfekture. Desuden er Vild Brus’ Rabarber Streisand finalist i den helt nye Irmaprisen, som fejrer det unikke i bl.a. smag, håndværk, opskrift, skriver Vild Is i en pressemeddelelse.
Sol over Gudhjem er en konkurrence, hvor nogle af de mest innovative og dygtige producenter og kokke samles for at fremvise deres bedste kreationer.
Vild Is’ produkter er blevet udvalgt blandt mange kandidater og står nu med en chance for at imponere juryen og sætte fokus på deres unikke tilgang til is- og sodavandsproduktion.
Vild Is gør sig bemærket for deres brug af danske råvarer, som blandt andet vilde bær fra Thy Økobær i Sønderhå og friske rabarber fra Fyn.
Gentagen succes og stærke værdier
Nomineringer i Sol over Gudhjem er ikke helt nyt for Vild Is, der også i 2024 kunne bryste sig af at være med i opløbet i kategorien Drikke med sodavanden Helle Havtorning.
Selv er Rasmus Thøgersen og Alexander Bendtsen, mændene bag, henrykte over igen i år at have ikke bare et men to produkter med i finalen ved Sol over Gudhjem. Siden begyndelsen i 2019 har ambitionerne for Vild Is været høje med ønsket om at vise, at lokal og økologisk produktion er vejen, som alle producenter bør gå.
Thy i rampelyset
Virksomheden har fra start haft et tæt samarbejde med lokale aktører: Thy Økobær bidrager med både råvarer og produktionsfaciliteter, mens Ismejeriet Thy i Thisted stiller både udstyr og ekspertise til rådighed.
Finalen i Sol over Gudhjems produktpris finder sted i København i sensommeren 2025. Indtil da holder Rasmus og Alexander fokus – og tempoet højt – når Vild Is’ højsæson folder sig ud med events og festivaler hele sommeren.