Billede beskrivelse

Ny restaurant i Agger scorer topkarakter: Et gastronomisk fyrtårn i nordvestjylland

09. juli 2022 kl. 12.00

I starten af juni åbnede Nicolas Min Jørgensen Restaurant Tri i Agger. Nicolas Min Jørgensen er velkendt lokalt efter flere sæsoner i spidsen for Agger Darling, men med Tri vender han tilbage til topgastronomien, som han kender fra sin fortid som holdkaptajn på kokkelandsholdet og som køkkenchef med Michelin-stjerne på Substans i Aarhus.

Og nu er madanmelderne også begyndt at komme til Agger. Lars Bang Bertelsen, der er redaktionschef for Nordjyskes Thy-Mors redaktion og blandt Nordjyskes madanmeldere, har netop anmeldt Tri til topkarakteren seks gafler. Du kan læse Nordjyskes anmeldelse her.

I et interview uddyber madanmelderen, hvorfor han er så begejstret.

- Tri er en sensation. Med et slag har Nordvestjylland fået et nyt gastronomisk fyrtårn. Vi taler om en restaurant, der vil spille med helt oppe i Superligaen af danske toprestauranter. Og det er en hård liga at melde sig ind, skal jeg hilse at sige. Vi har aldrig nogensinde haft et spisested med så store ambitioner i vores område, siger Lars Bang Bertelsen, der bider mærke i, at konceptet på Tri er en lang hyldest til de lokale råvarer.

Billede beskrivelse

- Nicolas Min Jørgensen tager alle de råvarer, som omgiver os her i Thy og på Mors hver eneste dag. Der er østers, muslinger, hummer, fisk og små lokale havsnegle med på menuen. Men det sensationelle kommer, når et lokalt æg og lokale kartofler bliver ophøjet til en vanvittig luksusvare. Hvor det er disse hverdagsråvarer, der bliver gjort til stjerner. Det er dygtigt gjort, siger Lars Bang Bertelsen, der ikke kun er begejstret for maden og servicen på Tri, som han kalder topklasse.

- Selve huset med navnet Vesterlandet og restaurantlokalet er state of the art. Arkitekt Søren Sarup har skabt et helt unikt hus, og jeg håber virkelig, at rigtig mange vil rejse til Agger for at opleve huset og restauranten, siger Lars Bang Bertelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste