Fuldt hus klokken 15: Gratulanter strømmede til for at ønske tillykke
HURUP: Alle var i sving - personale, familie, venner og selvfølgelig Beth og Joe selv.
Og det var nødvendigt, for allerede på slaget 15, var alle borde og stole besat på Hurups nye spisested, Joe's Grill & Kitchen i Bredgade.
- Hvad skal jeg næsten sige. Det er overvældende at få så fantastisk en modtagelse af vores spisested, sagde Joe med et kæmpe smil på læben, mens han hilste på den ene gratulant efter den anden.
Og som ovennævnt var der mange, der på den første dag af juli strømmede til Bredgade for at deltage i åbningsreceptionen for Joe's Grill & Kitchen og ønske tillykke - med den ene gavekurv efter den anden under armen.
Og alle blev de trakteret med skummende fadøl, vand og vin samt smagsprøver på den mad, spisestedet har på menuen.
Den mad har mange andre også smagt, for siden åbningen i mandags har Joe's Grill & Kitchen været mere end velbesøgt.
- Og bordbestillingerne er for alvor begyndt at tage fart, også til mindre selskaber, så med den opbakning og mange gæster hidtil og på vej, peger alt på, at vi har ramt et behov i Hurup for et spisested som vores, sagde Joe.