Tobias er superglad: I front efter første runde af surfkonkurrence
Tobias Bjørnaa fra Klitmøller fører konkurrencen efter første runde af PWA World Tour stævnet i U17 på Gran Canaria Spanien
SPANIEN: En super glad Tobias Bjørnaa fra Klitmøller fører konkurrencen efter første runde af PWA World Tour stævnet i U17 på Gran Canaria, Spanien.
Det startede stille med hedebølge og 32 grader, men nu er den sædvanlige kuling og de store bølger tilbage i fiskerlejet Pozo Izquierdo, hvor den årligt tilbagevendende World Cup i Windsurf bliver afholdt.
U17 Drengene har sejlet første runde færdig. Kampen var hård med høje hop og fin surf riding, Danske Tobias Bjørnaa kom sejrrig ud på toppen efter stabil og taktisk sejlads og ligger nu foran sidste års vinder, tyskeren Anton Richter fra Kiel, med den lokale sejler spanieren Carlos Kiefer Quintana på tredjepladsen.
Senere på ugen er planen at sejle anden runde i U17. Her gælder det om at forsvare de placeringer man allerede har mod de, der kommer længere nede fra i konkurrencen på samme måde som i andre sportsgrene,hvor man sejler efter et eliminerings system.
De andre danskere har haft en svær start og er ikke gået videre fra deres heats, men håber på at få en chance til, hvor de kan vise deres niveau frem.
Gran Canaria er nok mest kendt for fine badestrande syd på og måske noget mindre for sine virkelig blæsende strande mod øst, hvor termik og passatvinde mødes og genererer vind på steroider. Det er grunden til, at stævnet er gennemført her i mere end 30 år.
PWA Windsurf World Tour er en stævnerække, hvor verdens bedste mødes i flere forskellige lande og kårer en verdensmester i de forskellige klasser. Næste stævne for mænd og kvinder bliver på den Tyske Ø Sild. Finalen i junior afdelingen bliver i Klitmøller.
Stævnet kan følges live på Pwaworldtour.com.