Karoline Sørensen er Danmarks bedste kvindelige rygsvømmer. Nu er den 20-årige thybo klar til EM. Arkivfoto
Livet her

Thisteds guldfisk er klar til EM i Rom

05. juli 2022 kl. 13:50

Thisted Svømmeklubs Karoline Sørensen er klar til EM i Rom i august.

Dansk Svømme Union har netop udtaget thyboen til mesterskaberne, hvor hun i første omgang er udtaget til at stille op i 200 meter rygcrawl. Karoline Sørensen og hendes træner, Mads Bjørn Hansen, håber dog, at hun også kommer til at stille op i 100 meter rygsvømning.

Det er langt fra første gang, at den talentfulde Thisted-svømmer skal prøve sig af internationalt. Sidste år var hun således med til at repræsentere Danmark ved OL.

Udtagelsen til EM kommer i kølvandet på sidste uges DM i Aalborg, hvor Karoline Sørensen sikrede sig hele tre guldmedaljer. Dermed stod den 20-årige thybo alene for mere end en fjerdel af de medaljer af den ædleste karat, der gik til Nordjylland.

Udover Karoline Sørensen deltog Thisted Svømmeklub med fem herrersvømmere ved DM. Her klarede den unge Sebastian Jørgensen sig bedst ved at vinde B-finalen i 200 individuel medley ligesom han svømmede en flot 400 meter fri. Mads Sander Andersen gjorde en fin figur i både brystsvømning og individuel medley, mens Viktor Enevold Sørensen, Asger Mathiasen og Kristian Kjær alle svømmede op til deres bedste.

Mens Karoline Sørensen sparer kræfterne til EM i august slutter resten af Thisted Svømmeklubs bedste svømmere sæsonen af med deltagelse i de åbne schweiziske mesterskaber i midten af juli.

Nyeste