Vilsund Vest og Sundby Mors står sammen om at komme med i projektet. Arkivfoto.
Livet her

Stort forsøg giver smutvej for landsbyer, der vil udvikle: Thy og Mors vil med

04. juli 2022 kl. 08:26

THY-MORS: Landdistrikternes Fællesråd er på vej med en ny forsøgsordning, der skal afdække interessen fra landsbyer og øer i at få dispensation fra lovgivning, der på den ene eller anden måde hindrer udvikling på landet.

Forsøgsordningen er indgået på baggrund af den politiske aftale "Mere liv i bymidter og landdistrikter" fra november 2021.

I løbet af foråret har landsbyer og småøer haft mulighed for at tilkendegive deres interesse i at deltage i projektet, og det har i alt 40 landsbyer og småøer fordelt over 28 kommuner valgt at gøre.

Heriblandt har Vilsund Vest i Thy samt Sundby og en sammenslutning af landsbyerne Ljørslev-Ørding på Mors meldt sig som interesserede - i øvrigt som de eneste kandidater fra Nordjylland.

Landdistrikternes Fællesråd har udpeget 30 landsbyer og ni småøer, der er gået videre til næste fase, og alle tre Thy-Mors kandidater er med videre i kampen om at blive én af bare 10 Frilandsbyer, der udpeges på den anden side at nytår.

Thy og Mors kæmper sammen

På begge sider af Vilsundbroen kæmper Vilsund og Sundby en fælles kamp om at blive udvalgt.

- Jeg vil sige det på den måde, at hvis begge sider af sundet kommer med, og vi har resurserne og kræfterne til det, vil det få ufattelig stor betydning for udviklingen i vores område, siger Laurids Mortensen, der er projektleder på begge landsbyers ansøgninger.

- Vi ville have lavet en fælles ansøgning, men blev i stedet rådet til at sende to separate ansøgninger. For at projektet skal få fuld effekt, skal vi dog have begge sider af sundet med, tilføjer han.

I både Vilsund og Sundby er det især byggegrunde, der står højt på ønskelisten, men på grund af nærheden til fjorden er der bureaukratiske udfordringer, når det kommer til udstykning:

- De afstandsmæssige restriktioner omkring byggeri ved fjorden er næsten ikke til at røre ved, men det åbnes der så mulighed for for de 10 landsbyer, der kommer igennem nåleøjet, siger Laurids Mortensen.

På Sundby-siden kunne projektgruppen godt tænke sig at lave et flot projekt omkring Hedegaard-grunden, men selvom mængden af boligkvadratmeter måske i fremtiden stiger, skal det ske på en bæredygtig måde:

- Vi gerne vil udfordre opgaven med at gå fra intensivt dyrket landbrugsland til rekreative områder med biodiversitet i højsædet, så man ikke har haver, men i stedet er omringet af vild natur. Det aspekt ligger i begge projekter, siger Laurids Mortensen.

Én af de unikke udfordringer for Vilsund og Sundby, der ifølge projektlederen kan gøre netop de to byer særligt interessante for Frilandsbyforsøget, er det faktum, at der er tale om nabolandsbyer, som ligger i hver sin kommune.

- Det er et forhold, vi er vant til at arbejde under, men det gør jo nogle ting lidt mere omstændelige, når det kommer til samarbejde på tværs af fjorden, siger Laurids Mortensen.

Udvælgelse i efteråret

I sensommeren og hen over efteråret skal Landdistrikternes Fællesråd hjælpe kandidaterne med at opkvalificere sig.

I starten af 2023 kommer Landdistrikternes Fællesråd så med sin anbefaling af de 10 landsbyer og småøer, som skal behandles af aftaleparterne på Christiansborg.

Ifølge Landdistrikernes Fællesråds hjemmeside er muligheden for at opføre nye boliger og afprøve nye boformer noget af det, landsbyerne og øerne generelt har vist særlig interesse i. Men undervejs spænder bureaukratiet ben for de gode initiativer, så bofællesskaber og tinyhouses må opgives allerede inden, de er sat i søen, på grund af bøvl med planlov og lokalplanlægning.

I de tilfælde, hvor man ønsker at skabe et sundhedssamarbejde mellem frivillige og professionelle, for eksempel i en landsbyhjemmepleje og friplejehjem, er det styrelsesloven, der spænder ben.

Endelig er grøn energi et område, der står høj på ønskesedlen i de små samfund, men i mange tilfælde begrænser kystbeskyttelsesloven småøerne i at sætte vindmøller, solcelleanlæg eller anden grøn energiproduktion op.

Nyeste