Billede beskrivelse

Største ordre nogensinde: Vinder udbud på 400.000 spande

19. januar 2024 kl. 16.17

Der er tikket en stor ordre ind hos Kirk Plast Complete - faktisk den største i virksomhedens historie. 

Virksomheden fra Thy har vundet et EU-udbud og skal levere spande til bioaffald til samtlige husstande i København og Frederiksberg Kommuner - i genbrugsplast naturligvis, skriver virksomheden i en pressemeddelelse. 

Fremover vil formstøbte spande fra Thorsted i Thy derfor stå i ethvert køkken i København og på Frederiksberg.

Virksomheden vandt udbuddet kort før årsskiftet. 

- Det er en meget spændende opgave, fordi den er så kompleks og indeholder så mange forskellige aspekter, siger fabrikschef Ann-Dorthe Bjerregaard Skammelsen.

De første spande skal leveres til marts, så fabrikkens værktøjsafdeling er i gang med at udforme de værktøjer, der skal bruges til produktionen.

Kontrakten løber over flere år, og det er et krav i udbudsmaterialet, at bioaffaldsspandene produceres i genbrugsplast. Genanvendelse er allerede en vigtig del af forretningsgrundlaget i Kirk Plast Complete.

Foruden selve støbningen af de fire enheder i genbrugsplast, skal spandene også samles og pakkes i pallekasser i Thorsted – samt leveres med fragt til de sjællandske kommuner.

- Vi vil gerne samarbejde med lokale transportvirksomheder, og vi får nok også brug for flere hænder, siger Ann-Dorthe Bjerregaard Skammelsen.

Antallet af husstande på Frederiksberg og i København tæller knap 400.000, og der kan være omkring 17.000 spande til bioaffald på en lastbil, så der skal køres nogle læs afsted.

Det er første gang, at Kirk Plast Complete har deltaget i et EU-udbud.

-Det har været en god og lærerig proces, og vi forventer, at det fremover vil være en fast del af vores forretning at byde ind på opgaver i den størrelsesorden, som et EU-udbud indebærer, siger Ann-Dorthe Bjerregaard Skammelsen.

Kirk Plast Complete kunne i 2021 fejre 25-års jubilæum i stærk vækst, og i 2023 blev det igen til rekordomsætning.

- For at styrke virksomhedens salgsafdeling har vi ansat Jan Schytte Bjerregaard som vores key account manager. Han står klar til at yde service og rådgivning til vores kunder og samarbejdspartnere, siger Jesper Kirk Krog, administrerende direktør i Kirk Plast Complete A/S.

Sidste år købte Acoplastic Holding, Espergærde, sig ind i Kirk Plast Complete.

- Synergier og krydssalg mellem vores to virksomheder viser sig allerede at være værdifuldt, og vi forventer derfor større vækst fremover, siger Jesper Kirk Krog.

Delsalget har allerede betydet nyansættelser i Thorsted, hvor medarbejderstaben nu tæller 16. For ganske nyligt er der skrevet kontrakt med en plastmagerelev.

Kunderne findes især inden for fødevare- og landbrugssektoren, medicinalindustrien samt elektronikbranchen, og særligt high end komponenter til cykler fylder godt i ordrebogen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste