Når Flemming holder fri, tager Helga over i bussen - og hun har sine helt egne regler
THY: Flemming Vangsgaard sætter sig næsten hver morgen bag rattet i bus 326.
Han kører skolebus mellem Boddum, Ydby, Heltborg, Visby og Hurup og sørger for, at omkring 40 børn og unge kommer sikkert i skole - og hjem igen.
Med stok, udklædning og skæve figurer gør han sit til, at den daglige bustur bliver en oplevelse for børnene - men denne dag er det ikke Flemming, der bestemmer.
Han holder nemlig fri og overlader rattet til Helga - og hun har sine helt egne regler.
Stok og skældud - med et glimt i øjet
- Neglene skal tjekkes for skidt, og børnene skal holdes vågne. Derfor har hun en stok, der kan ‘daskes’ med, hvis børnene ikke makker ret, siger Flemming Vangsgaard.
Helga er nemlig ikke en hvilken som helst buschauffør.
Hun er en af Flemmings figurer, som med jævne mellemrum dukker op på chaufførens plads i bus 326.
Helga er ifølge Flemming både sur, arrig og går meget op i ordentlighed.
Hun er gift med en morsingbo, der ikke kan passe deres fælles gård godt nok.
Derfor har hun for meget at se til, når hun kommer hjem fra sin bustur.
Det påvirker tit Helgas humør.
Tysk disciplin på rute 326
Helgas frustrationer får børnene i bussen at mærke.
- Helga siger ofte: "Ordnung muss sein, hände hoch." Hun holder med andre ord børnene i ørerne, siger Flemming Vangsgaard.
Det er langt fra første gang, at de unge passagere på bus 326 møder en anden karakter end den sædvanlige chauffør.
Gennem årene har både julemanden og Ronni Roligan samt flere andre karakterer kørt skolebussen.
Især omkring jul bliver bussen pyntet og gjort til noget lidt andet end bare transport fra A til B.
For Flemming handler det nemlig om at gøre turene til skole lidt sjovere.
- Det kan godt blive lidt ensformigt og kedeligt, hvis man har kørt bus i 20 år. Derfor prøver jeg at gøre det sjovt at tage bussen for alle, siger han.
En vigtig lektie for børnene
Måske er der mere i det end bare udklædning, pynt og ballade.
For Flemming mener, at børnene også kan lære noget af at se en voksen turde stille sig frem og gøre noget anderledes.
- Hvis man har lyst til at gøre noget, så skal man bare gøre det. Folks onde ord er jo bare ord i sidste ende, siger han.
Flemming stopper nok ikke foreløbig.
- Jeg har tænkt mig at blive ved med det her, til jeg bliver 85 år og endelig kan gå på pension, siger han.