Maskinfabrik fylder 80 år og åbner dørene
SJØRRING: Fra en lokal smedjeforretning til produktion af skovle og redskaber til internationale kunder.
Sjørring Maskinfabrik kan i år fejre 80-årsjubilæum og markerer det i oktober med åbent hus på fabrikken.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sjørring Maskinfabrik.
Virksomhedens historie går tilbage til N.P. Guld & Søn, en lokal smedjeforretning i Sjørring.
Da smedjen gik konkurs i 1946, blev den overtaget af proprietær Niels Madsen og ingeniør Svend Jacobsen.
De satsede på produktion og salg af landbrugsmaskiner og lagde dermed grunden til det, der siden blev Sjørring Maskinfabrik.
Prominente kunder
Gennem årene er landbrugsmaskinerne blevet afløst af andre svejste konstruktioner. I dag udvikler og producerer virksomheden primært skovle og redskaber til entreprenør- og mineindustrien.
Blandt kunderne er ifølge Sjørring Maskinfabrik Volvo, Hitachi, Develon, GHH, Steelwrist, Epiroc og Mecalac.
Sjørring Maskinfabrik har i dag omkring 200 medarbejdere fordelt på 14 nationaliteter og omkring 20.000 kvadratmeter produktionsfaciliteter i Thy.
Fabrikken forarbejder ifølge dem selv omkring 14.000 ton stål om året og bruger cirka 160 kilometer svejsetråd om dagen.
- Gennem positive og konstruktive relationer med vores samarbejdspartnere har vi en dyb forståelse af den enkelte kundes forretning, og hvordan vi bedst kan være med til at styrke den. Det kan være et ønske om at outsource, udvikle et design eller producere en hel produktlinje, siger administrerende direktør Klaus Kalstrup.
Investerer i ny teknologi
Nye teknologier har med tiden fået en større rolle i virksomheden. Digitalisering, automatisering, kunstig intelligens og cybersikkerhed er ifølge Sjørring Maskinfabrik blevet en del af arbejdet.
Senest har Sjørring Maskinfabrik investeret i en ny svejserobot, der kan håndtere skovle på op til fire ton i lodret position.
- Vi udvikler os i tiltagende grad mod en teknologisk vidensvirksomhed, hvis man ser på de efterhånden mange forskellige kompetencer, som er samlet under ét tag. Den viden og erfaring, som er opbygget gennem mange år, bygger vi konstant videre på, siger Klaus Kalstrup.
80-års jubilæet bliver markeret lørdag 24. oktober, hvor Sjørring Maskinfabrik åbner dørene til produktionsfaciliteterne.
Fra klokken 12.00 til 15.00 kan medarbejdere, familier, samarbejdspartnere, lokale og andre interesserede besøge fabrikken og se nogle af de skovle og andre svejste redskaber, der bliver udviklet og produceret på stedet.