Sprit- og narkobilister i ellers stille weekend
Tre påvirkede bilister taget af politiet i Thy og på Mors
THY-MORS: I en weekend, der i øvrigt var en af de mere rolige for den lokale ordensmagt, blev tre trafikanter i Thy og på Mors sigtet for køre under påvirkning af enten spiritus eller narko.
På Dråby Stræde i Sdr. Dråby blev en 28-årig mand fra Roslev standset fredag aften kl. 21.55. Han sigtes for at køre bil, mens han var påvirket af euforiserende stoffer, oplyser Allan Laustsen fra lokalpolitiet i Thisted.
Og klokken 03.10 natten til lørdag udstedte politiet en sigtelse for spirituskørsel til en 35-årig morsingbo, der blev standset på Nygade i Nykøbing.
Søndag morgen klokken 03.40 var det samme tilfældet for en 26-årig kvinde fra Thisted, der kørte i bil på Åsvej mellem Thisted og Vilsund.
Desuden har politiet fredag eftermiddag kl. 14.15 sigtet en 21-årig thistedbo for at køre bil uden at have kørekort. Manden blev fredag eftermiddag standset på Aalborgvej. Og ligeledes på Aalborgvej - mellem Øsløs og Vesløs - blev en 18-årig knallertkører fra Thisted lørdag standset af politiet. Hans knallert kørte for stærkt og var i øvrigt uden nummerplade.