Sognehuset er sat til salg
VESTERVIG: Det var en svær, men nødvendig beslutning, Vestervig Menighedsråd tog ved årsskiftet, da Vestervig Skole blev solgt og omdannet til Havland Centret.
Da blev det nemlig besluttet at sælge menighedsrådets gamle bygning i Vestergade, Sognehuset, fra omkring 1850-tallet, og leje sig ind i lokaler i det nystiftede center, oplyser formanden for Vestervig Menighedsråd, Conny Høy.
- Vi greb hurtigt chancen til at flytte menighedsrådets aktiviteter til Havland Centret, da den mulighed bød sig. For vi havde da længe stået med et gammelt sognehus, som skulle renoveres og have udskiftet tag. En udgift i millionklassen, som provstiet ikke ønskede at bevilge penge til, forklarer Conny Høy.
Så på det tidspunkt, den borgerstiftede forening bag Havland Centret købte Vestervig Skole med det formål at starte en privatskole og skabe et center, der kan huse mange forskellige aktiviteter, så menighedsrådet en løsning på problemet med deres gamle, nedslidte bygning. Men det var med tungt hjerte, for løsningen betyder, at Sognehuset nu skal sælges.
- Vi købte Sognehuset i år 2000, og siden har det dannet rammer for forskellige aktiviteter, ud over vores egne møder. Blandt andet en gruppe strikkedamer, der mødes en gang om ugen og ikke mindst vores Kirkehøjskole-arrangementer samt tre-fire årlige arrangementer, som byens borgere står bag, fortæller Conny Høy.
Til leje hos Havland Centret
Menighedsrådet har lejet sig ind hos Havland Centret fra 1. august, og det nye ”Sognehus” bliver taget i brug den 1. oktober, oplyser Conny Høy, så nu har menighedsrådet de næste par måneder til at flytte i.
- Vi får nogle langt bedre, nyrenoverede lokaler og til en husleje, som svarer til de faste driftsudgifter, vi i dag bruger på Sognehuset. Og så får vi jo penge ind på bogen ved salget af Sognehuset, som er sat til salg gennem Fjordland Mæglerne, siger Conny Høy.
Salgsmaterialet er gjort klar og godkendt af provstiet, så om et par uger bliver Sognehuset sat i udbud. Og Conny Høy håber, at der er en eller flere, der ser muligheder i huset, og måske sætter det i stand og starter en ny aktivitet til gavn for byen.
Plads til større arrangementer
Til oktober glæder Conny Høy sig så til, at Vestervig Menighedsråd kan tage deres nye lokaler i brug. Det er det gamle lærerværelse, menighedsrådet har lejet. Ved indgangen er der en handicaprampe og lokalerne ligger tæt ved en elevator og et handicaptoilet. Lejemålet består også af et mindre køkken og lokaler, som kan rumme 30 personer.
- Men ved større arrangementer, får vi adgang til centrets store aula med kantinekøkken, og her kan der være 200 personer. Det betyder, at vi nu får mulighed for at lave nye og større arrangementer, end vi kunne i Sognehuset, siger Conny Høy.
Som en sidegevinst nævner hun, at Havland Centret får en lejer ind og dermed en hjælp til deres økonomi.
- Så med denne aftale er vi med til at rykke sammen i bussen i vores lille lokalsamfund, påpeger Conny Høy, der også ser frem til at kunne sparre og samarbejde med andre lejere i Havland Centret.