Sankthans i Lyngs med fakkeloptog
23. juni var det som bekendt Sankthansaften, og mange steder blev der tændt bål. Det blev der også i Lyngs, og her gør man lidt ekstra ud af aftenen. Klokken 19.00 mødtes man ved ”Kulturen” i Lyngs, hvor der blev grillet pølser, hvorefter man ved 20.30-tiden begav sig ned til pladsen med bålet.
Her havde man anbragt en meget fin heks på toppen. Efter at Bendy Poulsen havde budt alle velkommen, blev bålet antændt, og heksen brød sig bestemt ikke om at blive brændt. Hun gav en masse sære lyde fra sig, så som fløjten og hylen.
Under afbrænding af bålet sang man bl.a. midsommervisen. Herefter begav de omkring 75 fremmødte sig videre om til den gamle mølle, hvor der var kaffe og brød til alle. Omkring 22.15 ankom 140 elever fra Lyngs Idrætsefterskole med hver en tændt fakkel. De stillede op på plænen foran Den Gamle Mølle, hvor der blev sunget. Efter sangen var der kolde drikke og kransekage til alle eleverne, som alle sammen havde sidste skoledag, før de skulle hjem og nyde sommerferien.