Ruth Andersens fjerde billedbog er udkommet på tryk
LILDSTRAND: Nu er den fjerde billedbog af Ruth Andersen udkommet på Arte forlag, Arte Museum & Gallery, Lildstrand.
Den hedder ”Trolden fra det blå bjerg” og er redigeret af Pier Maria Andersen, datter til Ruth Andersen.
Billederne er kombineret med en spændende fortælling.
Ruth Andersen lavede en række billedbøger, som hun fortalte til sine fire børn, da de var små.
”Trolden fra det blå bjerg” blev til for knap 60 år siden i 1964.
Dengang boede Ruth Andersen med sine fire børn i et lille hus med en dejlig have med frugttræer, gamle krogede træer, buske og et rigt dyreliv i Frederikshavn.
På mange måder kan den billedfortælling, der udspiller sig i bogen, minde om familiens liv og oplevelser.
De tre brødre kunne være Miki, Maki og Muki, hvor især de to ældste altid med deres store nysgerrig ofte stak næsen lidt for langt frem.
I bogen kan man ane, at datteren Rikke kunne være Pier Maria Andersen.
I bogen er der så endnu en søster, som ikke fandtes i virkeligheden, nemlig den meget smukke og forfængelige prinsesse.
Troldefar var for længe siden kommet til at trylle sin ældste datter om til en prinsesse. Det var meget kedeligt, for troldefolk syntes, prinsesser var grimme. Nu har han glemt at trylle, så han kan ikke trylle hende om til en troldetøs igen. De øvrige trolde søskende, troldetøsen Rikke og hendes brødre havde lovet at hjælpe troldemor. En dag havde Miki og Maki rodet i troldefars skuffer og fundet noget pulver, hvorpå der stod: ”Gør alt større”.
De stoppede pulveret i lommen.
Senere ude i skoven hørte troldefar nogle frygtelige brøl.
Det var troldebrødrene Miki og Maki, der styrtede hylende hjemad. Deres næser og fødder voksede og voksede. Troldefar lovede at hjælpe, men ulykken blev bare værre. Deres næser og fødder voksede og voksede. I mellemtiden havde Muki mødt trolden fra det blå bjerg ude i skoven og var gået med ham hjem. Troldetøsen Rikke opdagede pludselig, at lille Muki var forsvundet, og hun styrtede ud i skoven sammen med prinsessen for at finde ham.
De fandt ham i Det blå Bjerg.
Hvad der nu skete med trolden fra det blå bjerg og troldefamilien, kan du læse om i denne fantastiske fortælling og fint tegnede billedbog.
Bogen ”Trolden fra det blå bjerg” er udkommet i et meget eksklusivt oplag på kun 100.
Den er på 27 sider og trykt på Bornerups Bogtryk og Offset as.
Alle de fire billedbøger Arte forlag har udgivet af Ruth Andersen er med på mindeudstilling af Ruth Andersens malerier, akvareller samt oliekridt og pastel indtil 31. juli. Udstillingen er retrospektiv og viser Ruth Andersens udvikling fra 1970’erne med de konstruktivistiske billeder til de stærkt sansede billeder fra 1980’erne, hvor Ruth Andersen havde en opblomstring.
Der er billeder helt op til Ruth Andersen blev 87 år.
De sidste er kraftfulde billeder, som er usædvanlige for en billedkunstner i så høj en alder.