Rasmus overtager familiefirmaet: - Jeg er meget ydmyg og stolt
Nordvest Foder i Vestervig gennemført et generationsskifte.
De hidtidige ejere, Hanne Johnsen Toft, Jens Johnsen og Mollerup Mølle A/S, har solgt Nordvest Foder til Hannes søn, Rasmus Toft, og en investorkreds med Søren Rasmussen som storaktionær.
Salget er sket 1. juli, skriver parterne i en pressemeddelelse.
Nordvest Foder blev startet for 43 år siden af Frede Johnsen under navnet Vestervig Grovvareforretning.
Efter en årrække blev firmaet omdannet til et aktieselskab og gennem de sidste cirka 20 år har Mollerup Mølle delt ejerskabet med søskendeparret.
Investor ombord
Forretningen består i dag af to afdelinger i henholdsvis Vestervig i Thy og Hvidbjerg på Thyholm, hvor der drives traditionel korn- og foderstofforretning samt hobby- og energibutikker.
- Det er en rigtig stor ting for mig og min familie, at jeg kan få lov at føre virksomheden videre. Jeg er meget ydmyg og stolt over at få denne mulighed og ser frem til at videreføre forretningen, siger Rasmus Toft om generationsskiftet.
- Jeg er glad for, at Hanne, Jens og det øvrige personale i forretningen ønsker at fortsætte, og at det gode samarbejde med Mollerup Mølle også vil bestå.
Søren Rasmussen fortæller, at han nu vælger at investere i Nordvest Foder, fordi virksomheden minder på mange måder om mange andre af de investeringer vi i Frandsbjerg Invest foretager.
- Vi ønsker at investere i unge virksomhedsejere og udvikle forretningerne sammen med dem, udtaler han.
Tilfredse med salget
Der er også tilfredshed blandt sælgerne, der alle har været glade for forløbet og den endelige handel.
Omkring salget af Mollerup Mølles aktier i Nordvest Foder, udtaler Jakob og Holger Pedersen fra Mollerup Mølle.
- Vi er fra Mollerup Mølles side godt tilpasse med salget af Nordvest Foder. Der har gennem alle årene været et godt samarbejde mellem vores to forretninger. Nu skilles vi rent ejermæssigt, og det passer os fint. Vi kan fokusere endnu mere på vores egen forretning, men vi bibeholder selvfølgelig Nordvest Foder som den gode samarbejdspartner, de altid har været og med sikkerhed også vil være fremover med Rasmus ved roret.
Der vil senere blive annonceret en markering i forbindelse med forretningsoverdragelsen.