På højde med pylonerne på Storebæltsbroen: Elektrisk kæmpekran på plads
Først skal der fejres, men om kort tid begynder arbejdet for en ny, grøn kæmpekran i Østerild i Thy.
BMS Heavy Cranes er de stolte ejere af verdens for nuværende største, elektriske kran, som er fabrikeret i Tjekkiet og netop fragtet til Østerild.
Dermed kan de første tests i Østerild Plantage gå i gang.
Kranen er hele 245 meter høj, og hvis man skal sammenligne med noget kendt, er det pylonerne på Storebæltsbroen, som kun er ni meter højere end den gigantiske ringkran.
De første opgaver i den stride vesterhavsblæst kommer til at bestå af løft, som skal bidrage til monteringen af nogle af verdens største vindmølle-prototyper .
Det burde ikke blive et problem for den elektriske kran, som kan løfte op til 3000 tons - hvilket svarer til vægten af 500 elefanter.
Det kræver selvfølgelig gode motorer, og den nye kran har 16 elmotorer, som kan trække med, hvad der svarer til 3000 hestekræfter. Strømmen kommer direkte fra elnettet - som vindmøllerne ved Østerild jo også leverer strøm til.
- På kort sigt forventer vi, at denne type kran cementerer BMS Heavy Cranes allerede solide position som fleksibel samarbejdspartner for den internationale vindmøllebranche. De første par år med installering af vindmøller i Thy. Derefter sandsynligvis placeret på et kajanlæg i en international havn, hvor fremtidens stadig flere og større havvindmøller skal monteres på flydefundamenter og udskibes fra, siger BMS-koncerndirektør Jens Enggaard i en pressemeddelelse.
Den ekspanderende BMS-koncern, hvoraf BMS Heavy Cranes udgør det ene af to forretningsområder, har de seneste år - og dermed før den seneste kraninvestering - udviklet sig til verdens 5. største og Europas 3. største kranvirksomhed målt på samlet løftekapacitet.