Nu starter ny runder af både ”Oplæsning for voksne” og ”Morgensang” på Morsø Folkebibliotek i Nykøbing. Arkivfoto
Livet her

Oplæsning for voksne og morgensang på Morsø Folkebibliotek

De to arrangementsrækker fortsætter nu efter jule- og nytårsferien

29. januar 2020 kl. 14:58

NYKØBING: Her efter nytår fortsætter Morsø Folkebibliotek med arrangementsrækkerne ”Oplæsning for voksne” og ”Morgensang”, fortæller bibliotekar Anne Korsbo:

- Begge dele er løbet godt i gang i tidligere sæsoner, så det er oplagt, vi fortsætter, siger hun.

Oplæsningen for voksne starter fredag formiddag 31. januar. Bibliotekaren læser op en halv times tid, og der er derefter tid til en snak om det, man netop har hørt. Målgruppen er alle, der har interesse i en god historie. Man behøver ikke være garvet læser for at deltage, men det kunne jo være, at man selv fik lyst til at give sig i kast med tekster efter at have hørt dem læst op. Det er også altid en anden oplevelse at få en tekst læst højt end selv at læse den, siger Anne Korsbo. Hun fortæller, at der her i forårssæsonen er planlagt fire gange med oplæsning.

Morgensang starter mandag tidlig formiddag 3. februar. Der synges en halv times tid fra Højskolesangbogen i biblioteksrummet:

- Det er muligt at være med til at ønske, hvilke sange der skal synges. Morgensang på biblioteket har hidtil været vældig populært, og vi håber, at vi kan trække lige så mange sangglade mennesker til i denne sæson, siger Anne Korsbo og tilføjer:

- Man kan slet ikke undgå at blive i godt humør efter at have startet dagen på denne måde.

Det er organist Birgitte Bonde fra Nykøbing Kirke, som akkompagnerer morgensangen.

Nærmere på: www.bibliotekmorsoe.dk.

Annonceret indhold

Nyeste