Livet her

Nykøbing-bager sælger Victorias kage til fordel for børn på flugt

Frank Furbo er begejstret for den kage, bagedystfinalist Victor Askjær har skabt til Danmarks Indsamlingen 2020

21. januar 2020 kl. 11:50

NYKØBING: Resten af januar sælger Konditorbageren Frank Furbo i Nygade i Nykøbing Mors en kage, som er skabt i samarbejde med Victoria Askjær, finalist i Den store bagedyst 2019. For hver solgt kage doneres 5 kr. til Danmarks Indsamlingen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Konditorbager.

Selv om konkurrencen for længst er slut, fylder kager stadig en stor del i Victoria Askjærs liv, og i samarbejde med Konditorbager har hun skabt Danmarkskagen. Hver gang en kage bliver solgt, donerer bagerkæden fem kroner til Danmarks Indsamlingen 2020, der i år har børn på flugt som tema. Kagen kan købes hos bageren på Nygade hele vejen frem til det store tv-show, der afslutter landsindsamlingen og sendes på DR1 fra Vejle Musikteater lørdag aften 1. februar.

- Jeg har selv to små børn og ved, hvor meget det betyder for et barn at kunne føle sig tryg. At være på flugt må være noget af det mest utrygge, et barn kan opleve, siger Victoria Askjær, der konkret står bag sammensætningen af kagen i form af de smage og elementer, der indgår i den.

Kagen består af en mazarinbund med et tyndt lag mørk chokolade, æblekompot med et tvist af citron og kardemomme, omkredset af en chokolademousse lavet på hvid chokolade fra Belgien. Kagen er pyntet med marengstoppe, mere hvid chokolade og strimler af citronskal.

Frank Furbo er imponeret over den rutinerede amatørs sammensætning af smage og teknik. Han opfordrer samtidig alle til at købe kagen og få god smag i munden:

- Victoria og Konditorbager er et samarbejde, som jeg spår til at få glimrende succes. Victorias tilgang til kagebagning og vores fokus på det gode håndværk, altid lavet fra bunden, smelter her sammen i en fest af citron, chokolade og æblekompot. Vi har her en kage, der både giver en god oplevelse og god samvittighed, siger Frank Furbo i pressemeddelelsen.

Konditorbager er en kæde af 57 butikker fordelt over hele landet. Den startede 1977, og udvalget har siden fulgt med tiden uden at gå på kompromis med håndværkskvaliteten. Konceptet indebærer også bagerbrød og konditorkager i én og samme butik, hedder det i pressemeddelelsen.

Læs nærmere på www.konditorbager.dk.

Annonceret indhold

Nyeste