Billede beskrivelse

Maddag blev fejret med festmiddag i børnehuset

21. september 2023 kl. 11.31
Opdateret 22. september 2023 kl. 11.17

Alle dage er maddage i Børnehuset Skattekisten i Hurup.

Alligevel var onsdag den 20. september en ganske særlig en af slagsen, hvor de godt 80 børn fra vuggestue til de store børnehavebørn, dækkede spisestuerne op til den helt store festmiddag.

Anledningen var den landsdækkende event, Maddag, som fejrer og hylder alle fordelene ved madordninger i kommunale daginstitutioner og sætter fokus på køkkenpersonalets arbejde.

Billede beskrivelse

Sammen om Maden var årets tema for Maddag, og i timen op til festmiddagen stod børnene nærmest i kø for at hjælpe til med at snitte grøntsager og pynte borde.

- Faktisk fejrer vi Maddag hele ugen, hvor vi sammen med børnene laver lidt anderledes mad end den, de er vant til. Men på den officielle hyldestdag, onsdag, gør vi lidt ekstra ud af det ved også at servere pizzastykker og til dessert en kage med flødeskum, som børnene selv har været med til at bage. Dessert er i dagens anledning, det er ikke hverdagskost for dem, smilede køkkenleder Jette Madsen.

Hverdagstøj var for de fleste børn også skiftet ud med festtøj, og da middagen blev serveret, var stemningen og forventningerne høje.

- Jeg elsker pizza, lød det spontant fra en af drengene.

Billede beskrivelse

Fisk fra Hanstholm

Til daglig følger Jette Madsen de officielle kostråd fra Sundhedsstyrelsen i den mad, hun serverer for børnene. Hos Børnehuset Skattekisten er vuggestuebørnene på fuld forplejning, mens børnehavebørnene tilbydes morgenmad, formiddagsmad og frokost, mens forældrene selv står for at smøre en madpakke til om eftermiddagen.

Tre gange om ugen får børnene varm mad og lidt lunt til rugbrødet to gange om ugen.

- Til madplanen hører, at vi fast får friskfanget fisk fra Hanstholm en gang om ugen. Og i vinterperioden laver vi gerne varm suppe til børnene, sagde Jette Madsen, der med tanke på de seneste kostråd også forsøger at vænne børnenes smagsløg til dem.

- Børnene har deres favoritter, som jeg forsøger at tilføre lidt bælgfrugter.

Det er Kost og Ernæringsforbundet, FOA samt Rådet for Sund Mad, der står bag Maddag, der i år blev afviklet for 10. gang.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste