Der er nærmest ingen ende på Kurt Thinggaards ros til den koreanske film ”Parasite”, som vises i Bio Mors 3.-5. februar. Promotionsfoto
Livet her

Koreansk film fra Morten Korch over Alfred Hitchcock til Ken Loach

Bio Mors præsenterer 3.-5. februar Bong Joon-Hos ”Parasite”

28. januar 2020 kl. 13:42

NYKØBING: Efter de to indadvendte og intense film ”Onkel” og ”Ud at stjæle heste” vender Bio Mors sig i februar til noget helt andet, fortæller Kurt Thinggaard fra biografen. Ja, måske decideret det modsatte:

- Ikke mindre intenst, ikke mindre tankevækkende, men absolut ikke indadvendt. Her er der fart over feltet. Velkommen til en forrygende filmoplevelse, der starter med Morten Korch og ender med Ken Loach - og på vejen lige kommer forbi Alfred Hitchcock og flere andre, siger han.

Bio Mors viser Bong Joon-Hos ”Parasite” om aftenen mandag-onsdag 3.-5. februar. Mandag med en snak om og en lille én til ganen efter filmen.

- ”Parasite” er groft underholdende. Den blander alle genrer på en yderst kreativ, grum og humørfyldt måde. Filmen starter som feelgoodkomedie, udvikler sig til gys og gru og bliver en meget grum samfundskritik af ulighederne i det koreanske samfund. Tilskueren bliver hele tiden overrasket, fordi der sker uventede ting, der fører filmen i overraskende retninger. Det er sandelig ikke kedeligt, fortæller Kurt Thinggaard og fortsætter:

- Vi starter hos en meget kreativ familie, der lever på bunden af det koreanske samfund. På en næsten Morten Korchsk manér får sønnen i familien en (urealistisk) mulighed for at komme ind i en meget rig familie som huslærer i engelsk for den forkælede datter. Det åbner muligheder for den snu og smarte familie, der ellers må hutle sig igennem. Men, men, men ... der sker altid noget andet, end man tror her i livet. Det slår ”Parasite” fast med syvtommersøm.

Filmen har taget et hav af priser rundt om i verden, De gyldne palmer i Cannes bl.a., og det er væltet ned over den med stjerner og hjerter fra anmelderne, og det er i den grad fortjent, mener Kurt Thinggaard.

Læs nærmere på: www.biomors.dk.

Annonceret indhold

Nyeste