Donation: De får tusindvis af kroner fra HGU
HURUP: Efter flere års ufrivillig pause grundet corona, kunne Hurup Gymnastik og Ungdomsforening 18. marts endelige igen afholde gymnastikopvisning.
Formand Morten Andersen fortæller, at bestyrelsen og alle gymnaster havde set frem til årets opvisning.
- Det er helt fantastisk, at gymnasterne igen får lov til at vise alt hvad de har lært gennem sæsonen, fortæller Morten Andersen.
Til opvisningen i år, havde Hurup Gymnastik og Ungdomsforening (HGU) selv seks hold på gulvet, og derudover var der besøg af et Dance hold fra Thisted, DGI’s to landsdelshold samt Lomborg Efterskole.
Bestyrelsen havde i år valgt, at entréindtægter fra årets opvisning ville blive doneret til ”Thy for Ukraine”.
Hallen var fyldt, og Hurup Gymnastik og Ungdomsforening, kunne derfor donere 22.289 kr. til Thy for Ukraine.
- Det er vi rigtig stolte af og vi er taknemmelige for at så mange mennesker har lyst til at bakke op om os som forening, siger Morten Andersen.
Hurup Gymnastik og Ungdomsforening er netop ved at afslutte denne sæson på både gymnastik, svømning og badminton-siden.
De ser frem til at starte op igen til september, hvor de ser frem til at byde nuværende medlemmer og også mange nye medlemmer velkommen.