GråSkæg vakte stor glæde på torvet
Thys egen maskot GråSkæg har været på Store Torv hele uge 42.
Det var en uge fuld af sjov og latter i GråSkægs store hus, hvor over 700 voksne og børn deltog i de mange underholdende aktiviteter. Børnene morede sig gevaldigt, og forældrene kunne ikke lade være med at grine, når GråSkæg udbrød:
- Det er halloween, og vi skal fange pølser – nej, vent lidt... spølser!
Da børnene troede, de havde set en heks med en kost gå ind i huset, beroligede GråSkæg dem ved at foreslå, at det måske bare var en rengøringsdame. Dog blev børnene ved med at spotte heksehatte og koste i huset!
En anden sjov leg opstod, da GråSkæg fortalte børnene, at heksen kun ville være til stede, hvis bålet var tændt – og pludselig flammede bålet op! Børnene pustede alt, hvad de kunne, efter at GråSkæg havde talt ned: "3, 2, 1 – PUST!"
Med stor entusiasme råbte han:
- Mere, mere – I må også gerne slå en prut!
Latteren fyldte rummet, og bålet blev slukket, hvorefter børnene fik et klistermærke som belønning. De ældre børn deltog i en trylleformel, der på magisk vis slukkede bålet med et brag, hvilket fik huset til at fyldes med røg og blinkende lys – en forskrækkelse, der hurtigt blev til grin.
Følekasserne med "knuste knogler", "troldetænder" og "hekseskæl" var et hit blandt børnene, selvom GråSkæg ofte "mistede" en finger. Heldigvis var der mange børnelæger til stede, som hurtigt hjalp ham med at sætte fingeren på plads igen. Blandt de mange sjove indslag var også det "uhyggelige" billede, som børnene til sidst opdagede bare var et spejl – hvilket skabte endnu mere latter.
GråSkægs lille ræveven var også med og legede med børnene, mens hun delte krammere ud. Arrangementet blev rost af både forældre og bedsteforældre, der flittigt delte deres positive oplevelser på sociale medier. Publikum, uanset alder, grinede sammen med GråSkæg, og de mindste børn nød især de simple lege som "titte-bøh" og bålpustningen, mens de ældre børn og teenagere hjalp til med bålet, på trods af røg og chok.
Teenagerne var særligt begejstrede for GråSkægs humor og moderne slangudtryk som "skibidi", "rizz" og "sigma", hvilket fik dem til at udbryde: "Det sagde du bare ikke!" og tage selfies med ham. De ældre i publikum blev heller ikke snydt, da GråSkæg delte klassiske vittigheder som: "Hvad betaler mågen med? Måbilepay!" samt en lidt grovere joke rettet mod et ægtepar, hvor manden fik spørgsmålet: "Er du også ude at lufte din gamle krage?" – hvorefter GråSkæg kærligt klappede sin egen krage.
Det var en uforglemmelig oplevelse for både børn og voksne, fyldt med sjov, overraskelser og masser af grin.