Gitte og Michelle fik en god idé: Nu leverer de bamser til børnene
For syv måneder siden oprettede Gitte Anderschou og hendes datter Michelle Andershou en facebookgruppe ”Bamser til lægerne i Hurups Sundhedshus” med det formål at samle en gruppe sy, strikke- og hækleglade kvinder/mænd, som vil producere små bamser til lægerne i Hurup.
Det var et besøg i februar i år hos en af lægerne i Sundhedshuset i Hurup, der gav Michelle Andershou ideen.
- Jeg var inde hos en af lægerne med min lille søn Albert, og som et plaster på såret fik han et lille klistermærke af lægen. Det var da rigtig fint, og så alligevel måske lidt sølle. For hvad glæde havde Albert af et klistermærke, hvis han var ked af det? siger Michelle Andershou.
Hun kontaktede derfor gruppen Skadestuebamser for at høre, om de ville levere bamser til lægerne i Hurup. Beskeden derfra lød, at de kun leverede bamser til skadestuer over hele landet.
- Så jeg kontaktede min mor Gitte, der bruger al sin fritid på at strikke, ligesom jeg selv bruger meget tid på at hækle. Og sammen blev vi enige om at samle en facebookgruppe, der ville hækle, sy eller strikke bamser til lægerne i Hurup, forklarer hun.
Reglerne på plads
Efter at have kontaktet lægerne og fået tilsagn om, at de ville blive rigtig glade for sådan nogle krammebamser, som de kunne give børn i konsultationen, kontaktede Michelle og Gitte Andershou igen andre lignende grupper for at høre, hvilke regler man skal følge for at blive godkendt.
Og der er faktisk en del sikkerhedsmæssige regler: Bamserne skal hækles, strikkes eller sys i 100 procent ren bomuld eller bambus. De skal udstoppes med fiberfyld, der kan tåle vask op til 60 grader, der må ikke være lange ender på over 15 centimeter, og der må ikke benyttes sikkerhedsøjne.
- Da vi havde de ting på plads, oprettede vi facebookgruppen for syv måneder siden, og vi har allerede over 60 medlemmer, som nu leverer bamser og flere medlemmer kommer til løbende, forklarer Michelle Andershou.
De første bamser er leveret
Alle færdige bamser skal indleveres på Gitte eller Michelle Andershous hjemmeadresser, som man finder, hvis man er medlem af gruppen.
- Når vi får bamser, så vasker vi dem på 60 grader, før vi leverer dem til lægehuset. Vi har allerede leveret de første to pakker med omkring 150 bamser i hver pakke. Og tilbagemeldingen fra lægerne er, at de er rigtig glade for bamserne, som børnene tager imod med strålende øjne, har jeg selv set, fortæller Michelle Andershou.
Melder man sig ind i gruppen, kan man her finde informationer og få svar på spørgsmål. Og man kan ligeledes finde nogle opskrifter, hvis man ikke har egne ideer.