En hær af frivillige klarer oprydning efter historisk Thy Rock
THISTED: Efter en god fest venter altid oprydningen. Det skal bare lige tages i betragtning, at Thy Rock er en gigantisk fest med 11.500 deltagere - derfor venter også en kæmpe oprydning.
Tidligt søndag formiddag mødte de ind - de omkring 100 frivillige, der tog den tvivlsomme tjans at få dyrskuepladsen ryddet op.
Pladsen lignede lidt af en slagmark. Den var overstrøet med tusindvis af shotsrør, shotsflasker og krus, madaffald blandet med paptallerkener og engangsbestik, plaststykker, tøj, hundredvis af safaristole, overfyldte affaldsstationer, borde og bænke fyldt med halvspist mad - blødt op af nattens regn.
John Brauer er mødt tidligt ind på den regnvåde plads. Han har været en del af Thy Rocks hjælperkorps i syv år. De seneste tre år som tidlig pladsoprydder.
Han starter med at rengøre kabelrullebordene for vådt madaffald. Bordene skal hurtigt fjernes, så der bliver plads til maskiner på pladsen.
- Ja, det er ikke det lækreste arbejde - især efter regnvejr. Men det skal jo gøres. Jeg arbejder for Snedsted Boldklub, og jeg ved, at de penge, vi tjener ind ved Thy Rock, i sidste ende går til idrætsarbejdet med børn og unge. Derfor gør jeg det gerne, fortæller han.
I Radio Limfjordteltet er Sidsel Guldhammer, Jette Majgård og Signe Gram Brauer i gang. De skal samle Thy Rocks krus og kander, så de kan genbruges.
Men de finder også andet. Blandt andet en stor fyldt rygsæk og et par Air Pods.
- Det, vi finder, som vi tror, at ejeren gerne vil have tilbage og som har værdi, kommer op til Thy Rocks depot, hvor man så kan afhente det, fortæller de.
Klokken 10 kommer det store rykind af de omkring 100 hjælpere til oprydning. De får alle en grundig instruktion, så alle ved, hvad de skal lave, så arbejdet bliver mest effektivt. Og der er nok at gå i gang med. Oprydningen fortsætter det meste af ugen.
Alt affald indsamles til sidst maskinel, og det hele køres væk i containere til forbrænding.
Mens der ryddes op, er elektrikere og andre med specialopgaver gået i gang med at rulle tykke kabler ind, få ruller bannere sammen, samlet restvarelager sammen og nedpilning af de mange kasseapparater med mere.
Også de omkringliggende arealer, buskadser og hegn bliver gået efter for affald.
For dyrskuepladsen skal stå helt nydelig som før Thy Rock. For også naboer skal være helt tilfreds, når Thy Rock vender tilbage næste år.