En blæsende god børnesommerlejr
SKYUM: Der blæste royale vinde over Langbjerggård i Skyum i uge 27 - bogstaveligt talt (det er jo Thy).
KFUM og KFUK Distrikt Thy/Mors afholdt deres årlige børnesommerlejr. I sådan et tronskifteår kunne temaet selvfølgelig ikke være andet end “Royal Lejr”. Og royalt dét var det.
Lejren startede naturligvis med, at deltagerne blev modtaget på den røde løber, og lejren blev åbnet med snoreklip og fanfare.
Deltagerne var inddelt i bordhold med navne som “Kronprins Christians Puch Maxi Klub”, “Dronning Margrethes Billardklub”, “Kong Frederiks Håndlangere” og flere.
Ugen bød på lejrbål med det populære nyhedsmedie “Lejravisen”, workshops, natløb og ikke mindst den årligt tilbagevendende “hike” med overnatning på liggeunderlag i et nærliggende maskinhus flankeret af mejetærsker, kornvogn og mere.
KFUM og KFUK er en folkekirkelig børne- og ungdomsorganisation, hvor “børn og unge oplever, at de kan tro på Gud - og at Gud tror på dem.” Visionen er at møde de behov, som børn og unge har, og styrke deres livsmod og handlemuligheder med fokus på at skabe aktiviteter, hvor børn og unge kan være sig selv og opleve, at de er gode nok, som de er.
Forkyndelse er derfor en naturlig del af KFUM og KFUK’s aktiviteter - også på børnesommerlejren. Med udgangspunkt i det royale tema tog dette års forkyndelse udgangspunkt i kongerne i Det Gamle Testamente.
Dette indebar aktiviteter, hvor deltagerne blandt andet udkæmpede drabelige kampe med den tre meter høje kæmpe “Goliat” (Goliat var i denne uges anledning smukt udfærdiget i pap), og stenslyngen var udskiftet med en kartoffelslynge. Ram på Goliat fik de.
Børnesommerlejren har eksisteret siden 1986, og nu er endnu en fantastisk lejr føjet til den lange række af gode sommeroplevelser.