Billede beskrivelse

Dencker blev lydhør over for Zeiss

Nye opgaver for høreapparatbranchen har ført til markant vækst i Nykøbing-virksomhed, som lægger vægt på kvalitet og ordholdenhed – også i samarbejdet med Zeiss Quality Excellence Center i Nørresundby

07. april 2022 kl. 15.15

De seneste års corona-udfordringer har ikke fået mundvigene til at vende nedad hos Dencker A/S i Nykøbing. Tværtimod har firmaet med grundlægger og administrerende direktør Anders Denckers ord haft ekstraordinær medvind de seneste år.

- Udviklingen går vores vej, og vi har de bedste forudsætninger nogensinde. Vi er kommet godt igennem corona, og jeg må konstatere, at de klassiske dyder om at overholde aftaler om kvalitet og leveringstid sælger bedre og bedre, siger Anders Dencker i en pressemeddelelse.

Plast til medicoindustri

Historien om Dencker A/S er en af de mange gode danske fortællinger om den succesrige produktionsvirksomhed, der startede i et lejet lokale på 50 kvadratmeter med brugte maskiner og en tom ordrebog. Sådan var det for Anders Dencker i 1996. I dag er Dencker specialiseret inden for højteknologiske plastemner til bl.a. medicoindustrien. Firmaet beskæftiger cirka 60 medarbejdere og har for nylig indviet nye lokaler på 1.350 kvadratmeter, således at Dencker nu breder sig over cirka. 5.000 kvadratmeter.

Billede beskrivelse

- De første 20 år havde vi en klassisk organisk udvikling, hvor vi voksede lidt år for år. I 2017 fik vi så en henvendelse fra Oticon i Thisted. De skulle lukke deres lokale produktion ned og spurgte mig, om jeg ville overtage deres opgaver og medarbejdere inden for micro tooling. Det betød, at vi lige pludselig voksede fra 32 til 60 medarbejdere, og Demant blev vores partner. Så vores udviklingskurve har været noget stejlere siden 2017 end tidligere. Vi har rigtig gode kompetencer på adressen, og vores største udfordring er, om vi også fremover kan tiltrække den arbejdskraft, vi har brug for, siger Anders Dencker.

Blandt Denckers kunder er nogle af de tunge aktører inden for dansk erhvervsliv, eksempelvis Demant, Grundfos, Coloplast og Chr. Hansen.

- Vi ligger jo ikke lige ved motorvejsnettet, så når kunder af den kaliber alligevel har kunnet finde frem til os, må vi gøre noget rigtigt, siger Anders Dencker.

Høj kvalitet og hurtig levering

Kravene til kvalitet og overholdelse af aftalte leveringstider har været medvirkende til, at Dencker har etableret et tæt samarbejde med Zeiss Quality Excellence Center i Nørresundby. Zeiss udfører scanningsopgaver, digitalisering og rapportering for Dencker.

- Zeiss bistår os med scanning af bl.a. meget små plastemner, hvor der er store krav vedr. tolerance og geometri. Vi har ikke selv nogen scanner, men Zeiss har tre, hvilket betyder, at de er meget fleksible og kan levere nærmest fra dag til dag, hvis det er nødvendigt, siger måletekniker René Jensen fra Dencker.

Ifølge René Jensen lever kvaliteten fra Zeiss’ side altid op til de store krav, som Dencker skal opfylde i forhold til sine kunder.

- Dertil kommer, at jeg altid kan have tiltro til, at Zeiss leverer valide data, så jeg også over for vores kunder kan stå inde for, at data er i orden. Zeiss ved, hvad jeg vil have, og jeg ved, hvad de kan levere.

Ud over kvalitet og pålidelighed skal man ifølge René Jensen ikke negligere de personlige relationer.

- Vi taler godt sammen, og det er dælme vigtigt. Vi har et supergodt samarbejde, som vi er rigtig glade for, fastslår René Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste