Da logebrødrene smed kjolesættet og trak i forklæderne ...

18. juli 2022 kl. 14.18

MORUP MØLLE: Først på sommeren havde Odd Fellow logen i Thisted lånt Morup Mølle Kro i en lille uge.

Kroen bliver normalt lejet ud, enten til fester eller til personer, som ønsker at gøre brug af muligheden for at samle hele familien eller vennekredsen.

Denne uge havde Lone og Poul Sørensen stillet hele kroen med 16 store værelser til rådighed, så der var mulighed for at lave en god gammeldags sommerlejr.

Odd Fellow logen er mest kendt for de hemmelige ritualer og de flotte donationer, som uddeles til personer, som har det svært. Men flere af brødrene (som medlemmerne kaldes) har gennem længere tid talt om, at det kunne være friskt at gennemføre et anderledes arrangement - en aktivitet, hvor det i mindre grad drejede sig om at ”tage pungen op af lommen”, men mere om at ”tage hænderne op af lommerne”.

Det var baggrunden for at brødrene smed de sorte jakker og tog mere praktisk tøj på, mens de lavede mad, legede med børnene og i det hele taget var praktiske med at få afviklet en SommerCamp.

SommerCamp’en blev gennemført for første gang i 2021, så der var lidt erfaringer at køre på i år. Blandt andet samarbejdet med ”Home Start”, der har kontakt med mange af de familier, som kunne have fornøjelse af at komme på et ophold, hvor samværet med andre børnefamilier er i højsædet.

Med erfaringerne i baghovedet besluttede man i år, at udvide antallet, så i alt 30 personer, heraf 18 børn, fik invitationen til at komme med.

Formand for logens velgørenhedsudvalg og lejrchef på SommerCampen, Eigil Amby fortæller at I selve planlægningen var der fem koordinatorer, som hver havde ansvar for sin del af lejren.

Mens lejren kørte var over 30 hjælpere involveret undervejs, de fleste var logebrødre, men også enkelte hustruer og kærester gav en hånd med.

Flere af hjælperne deltog i flere vagter.

- Vi havde køkkenhold på 3-5 personer med to hold hver dag, et hold som sørgede for aktiviteter, som både var tilpasset de enkelte børns alder og vejret, og endelig havde vi et hold hjælpere, som var til rådighed med praktisk hjælp, når det var aktuelt. Det er en fornøjelse at være med til et arrangement, hvor alle går helhjertet ind til opgaven, siger lejrchefen.

Svend Erik Jensen, som til daglig er faglærer på EUC Nordvest indenfor smedefaget, havde påtaget sig den vigtige opgave, at sørge for, at der var mad til alle i passende mængder.

Allerede ved ankomsten gjorde Svend Erik Jensen det klart, at selv om børnene sikkert var glade for pølser og pizza, så ville alle de næste dage stifte bekendtskab med rigtig ”mormor-mad”.

Dette begreb skulle vise sig at dække over flæskesteg med alt muligt tilbehør, frikadeller, stegt kylling, bøf, oksesteg - alt sammen serveret med rigtig sovs. Men det blev også mulighed for udendørs tilberedelse med pølser, hakkekød og kylling på grill og ikke mindst snobrød over bålet.

Hver dag var der to retter mad, og selv om ”smeden i køkkenet” ikke normalt har ansvar for så store portioner, så styrede han både hygiejnen og de gennemprøvede opskrifter til gode resultater, ved hjælp at entusiastiske hjælpere. Måske er det ikke så dumt med modne folk på posterne; i hvert fald var det ingen usikkerhed, da han udstak adresser til hjælperne, hvor de kunne grave kartofler op, og hvor der var rabarber, som man kunne skære til at lave grød af.

For fuldstændighedens skyld skal også nævnes, at der hver dag var kage, ligesom der både var flødeboller og is på programmet.

- Så det behøver ikke være kedeligt, fordi det er ”mormor-mad”. ”Faktisk var min opgave mest at tænke menuerne igennem, og sørge for at alle råvarerne var til rådighed, mange af mine dygtige hjælpere har jo de gode gamle opskrifter som paratviden, fortæller Svend Erik Jensen.

Det er da også lidt imponerende at ham, som lavede rabarbergrøden melder klar med ordene: ”så er der grød, og jeg lavede en del ekstra, så skal jeg nok bage tærter til eftermiddagsmad i morgen.”

Selv om alderen på børnene svingede fra seks måneder til 13 år, lykkedes det aktivitetsholdet at finde på spændende ting, som alle ønskede at være med til. Så alle deltagere var samlet på tur til stranden, hvor man samlede sten til at male på, og bruge til andre kreative ting. Der var også indlagt et besøg på en rigtig bondegård. Det er jo et sikkert hit at få lov til at røre ved de små søde unger. Uanset om det er grise, køer, hunde eller katte.

At de otte familier fandt godt ud af det sammen og kom tæt på hinanden, så man bl.a. da de en aften talte om fiskeri. Det blev besluttet, at to af fædrene ville køre hjem og hente fiskestænger, så alle kunne forsøge sig ved åen, der løber lige ved siden af Morup Mølle Kro.

De voksne, der ville fiske, købte straks fiskekort på nettet, og så var der hjælpere til at bistå børnene. Der blev fanget tre fisk, så jubelen kunne høres over hele byen.

Sådan en lille uge går alt for hurtigt, og både børnene og forældrene var vemodige ved afskeden, men alle var enige om, at det havde været en fantastisk SommerCamp. Bare det at komme væk fra de daglige pligter, og få mulighed for at være sammen med egne børn på børnenes betingelser. At vide, at andre forældre stod klar til at hjælpe med at kigge efter, hvis man lige skulle noget andet; og ikke mindst at få tid til voksensnak med andre spændende forældre, når de små var puttet.

Men måske sker de allerstørste indtryk inde i hovederne på ”de gamle logebrødre”.

Bare sådan en detalje, at der ikke bliver ro, bare fordi der er en, som rejser sig og siger noget, kan virke grænseoverskridende i starten.

Til gengæld glemmer man alt om uroen, når der kommer en lille pige eller dreng bagfra og tager en i hånden, bare fordi det er rart at have fundet en ny ven. Der sker noget, når man kommer lidt ud af sine normale rytmer, og oplever sider af livet, som man ikke møder normalt - det er i disse situationer, man finder ud af at verden er lidt større, end man troede. Og at ”En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu”, som et gammel ordsprog siger.

Som den aften hvor logens organist kom på besøg for at underholde med musik. Jørgen Skovbo havde valgt at tage guitaren med og spille lidt til grillmaden.

Det viste sig at sangglæden var så stor på tværs af alder, at det blev til en større omgang fællessang, hvor alle sang med på de kendte sange som ”Lille Peter Edderkop” og ”Vimmersvej”, men tydeligt var der også sange som den ene aldersgruppe måtte lære de andre. Og det gik begge veje.

Fakta

Odd Fellow Ordenen er en etisk og humanitær organisation, som gennem sin lære tilstræber at give medlemmerne etiske leveregler.

Odd Fellow Ordenen består af 200 loger, fordelt over hele landet,

heraf er de 107 broderloger og 93 søsterloger

Broderlogen i Thisted hedder loge nr. 41 Petrus Beyer og består i øjeblikket af 59 brødre

Thisted logen blev oprettet i 1914, og har dermed eksisteret i 108 år.

I Thisted er der også en søsterloge, som hedder loge nr. 42 Liden Kirsten

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste