Seneste nyt
Billede beskrivelse

Laura vil have dig til at tænke over det her, når du vælger kaffe

16. juli 2026 kl. 14.01

VORUPØR: Bygningen har ligget der, længe før noget hed ”flat white” eller cappuccino på de her kanter.

Vi er nemlig ved den gamle tankstation på Vesterhavsgade, hvor man siden 1920 har kunnet tanke bilen op. 

Senere hen var der en kiosk tilknyttet, hvor man muligvis har kunnet købe sig en kop sort filterkaffe fra den daggamle kande. Det er her i den gamle kiosk, at Laura Rannje nu har åbnet sin kaffebar og risteri.

Men det er en helt anden oplevelse, end den man kunne få engang, som hun gerne vil have os med på.

Og det står klart, allerede inden man træder indenfor. ”Specialty coffee” står der på ruden, og det er noget, man inden for kaffekender-verden kun kalder kaffe af højeste kvalitet.

Billede beskrivelse

Når man træder indenfor står den store, dybgrønne maskine midt i det åbne rum og fanger hurtigt opmærksomheden med sin støj. For risteriet er i fuld gang, og Laura Rannje overvåger ristningen nøje.

- Jeg overvåger bønnerne, kigger efter farve og lytter efter første knæk, som er starten på udviklingen (læs: smagsudvikling). Det lyder lidt som popcorn, der popper, så det lytter jeg efter, siger hun.

Det er særligt udvalgte bønner fra Rwanda, som er i fuld gang med at blive ristet, til den helt rigtige smagsnuance træder frem.

- Man kan ikke riste noget frem i bønnen, der ikke findes i forvejen, forklarer hun.

Laura Rannjes passion for kaffe er ikke til at tage fejl af. Den begyndte at spire, da hun gik i gymnasiet, fortæller hun.

- Mit første job på en kaffebar i København gjorde, at jeg fik øjnene op for, at kaffe kan smage og dufte af frugt og blomster, lyder det.

Lige siden har hun været interesseret i kaffe, smage og ristning. Og da hun i 2023 flyttede til Thy, besluttede hun sig for at jagte den passion.

- Jeg havde lyst til at riste kaffe på baggrund af de jobs, jeg har haft som barista i en del år ved siden af studierne, fortæller hun.

Med en kandidat i innovation og entrepreneurship - og efterfølgende job hos et kaffefirma - kunne hun kombinere sin faglighed med passionen.

- Jeg synes, Thy manglede en kaffebar, og jeg manglede et job, og så tænkte jeg, at jeg ville skabe det selv, lyder det.

Og det var ikke hvilken som helst kaffe, som Laura Rannje havde idé om at sende ud fra risteriet i Thy. Omni-kaffe hedder hendes produkt, og det vender vi tilbage til, for det er nemlig anderledes end de fleste kaffebønner, du kan købe i supermarkedet.

Laura Rannje startede i det små med en lille kafferistemaskine med begrænset plads hos Surf & Work i Vorupør, hvorfra hun ristede og pakkede poser med bønner, som hun har solgt og leveret til hele Thy.

Billede beskrivelse

- I 2024 havde jeg mit travleste år, og jeg havde svært ved at følge med, når jeg kun havde den lille ristemaskine. Der kom flere kunder til, og det gik op for mig, at jeg var nødt til at skalere op, hvis jeg skulle følge med, fortæller hun.

- Jeg søgte LAG-midler (en regional udviklingspulje red.) og blev bevilget dem i 2025. Tanken er, at jeg vil skabe en kaffeoplevelse i Thy, hvor jeg kan præsentere hele processen fra råvarer til at servere en kop kaffe, lyder det.

Og her kommer Laura Rannjes idé om at sende anden slags kaffe ud fra risteriet i Thy, end den man finder på hylderne i supermarkedet. For udover at være af højeste kvalitet så er ristningen også speciel. Og det er hele den proces, som Laura Rannje gerne vil fortælle om, når man lægger vejen forbi den gamle tankstation.

Omni betyder ”alt” eller ”alle steder”, og det er fordi, bønnerne bliver ristet på en måde, så de kan benyttes til både filter og espresso samt alle andre bryggemetoder.

Det tvinger både Laura Rannje til at bruge alle sine færdigheder og være omhyggelig med udvælgelse af bønner og ristningen, men det tvinger også kunderne til noget, som ligger hende på sinde.

- Jeg vil rigtig gerne have folk til at fokusere mere på smag end på bryggemetode. Hvis man låser sig fast på en kaffe, der udelukkende kan bruges til espresso eller til filterkaffe, så er man også ofte låst på en bestemt karakter i smagen, og så går man glip af alle de andre facetter, som kaffe har at byde på, som for eksempel florale og frugtige noter, og hvordan kaffe egentlig kan smage, forklarer hun.

- Det giver en anden oplevelse af at drikke kaffe, hvis man fokuserer på smagen og nuancerne, lyder det.

Bønner udvælger hun ikke kun ud fra smagsnuancerne. De er også fra plantager, som hun enten besøger, eller hvor hun har en relation til ejerne.

- Det er vigtigt for mig at vide, hvilke råvarer jeg arbejder med, og så er det et mere personligt produkt, jeg kan tilbyde, når jeg ved mere om det, siger hun.

Det betyder, at man i den tidligere tankstationskiosk nu kan følge kaffebønnerne og få viden om dem lige fra udvælgelsen til ristningen og til sidst få serveret en ”flat white” på disken.

- Der er en del private kunder, der bestiller online, som jeg håber vil komme forbi og opleve risteriet. Jeg har også planer om at lave events, workshops og kaffesmagninger, fortæller hun.

Men der er også plads til de kunder, der bare gerne vil gribe til en hurtig kop kaffe.

- Det er oplagt for mig at tilbyde ”to go-kaffe” til dem, der holder ind og tanker på tankstationen, så det gør jeg selvfølgelig, lyder det.

Omni har åbent i juli måned onsdag til lørdag.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste