Her kommer nye store butikker
En lokalplan fra 2021 var startskud til ny byudvikling på et sted, som hver dag passeres af masser af mennesker. Meget er sket, og nu kommer her også både møbelbutik, sportsforretning og et tankanlæg
Møbel- og boligtilbehørsbutikken ILVA er sammen med Sport24 de nye beboere i et 1500 kvadratmeter stort nybyggeri, som ejendomsudvikler og totalentrepreprenør Daugaard Pedersen A/S lige nu arbejder på .
Entreprenørmaskinerne er i fuld gang på Østerbakken i Thisteds østlige udkant.
Anlægsarbejdet omfatter to nye butikker og et nyt tankanlæg, vaskehal og ladestandere til elbiler, skiver Thisted Kommune i en pressemeddelelse.
Tankanlægget etableres af OK på vestsiden af det nye butiksbyggeri.
De nye rammer i Østbyen betyder, at Sport24 flytter fra den nuværende placering på Sennelsvej.
For Ilva markerer åbningen i Thisted bolighus nummer 41 i Danmark, fremgår et af pressemeddelelen.
ILVAs CEO, Kim Møller Mønster, ser frem til at sætte Thisted på forretningens landkort.
- Vi fortsætter ILVAs vækstrejse, og det nye bolighus i Thisted symboliserer vores ambitioner om at være fysisk til stede i de mest interessante byer i Danmark, siger direktøren, der glæder sig til at byde velkommen i det nye bolighus.
På OK’s tankanlæg vil kunderne, ud over at kunne tanke benzin og diesel, også kunne lyn-lade deres elbiler og få vasket bilen i en svanemærket bilvaskehal, fremgår det af kommunens pressemeddelelse.
- Vi bakker op om den grønne omstilling, og bilvaskehallen vil - som alle øvrige OK vaskehaller - være udstyret med eget renseanlæg, så andelen af det rene vand, vi bruger, er lille, fortæller Erik Danielsen, etableringschef i OK.
Nybyggeriet i Østbyen er blevet muligt med den lokalplan for området, som blev vedtaget i 2021. Planen giver mulighed for etablering af udvalgsvarebutikker, butikker for særligt pladskrævende varer, drive-in restauranter, samt tankstationer.
- Det var konkrete forespørgsler, som foranledigede en ny lokalplan, og vi glæder os over at imødekomme dem. Der fremmer erhvervsudviklingen og skaber arbejdspladser i området, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) om udsigten til det nye butiksområde i Østbyen.