Billede beskrivelse

Hjulene ruller for cykelhandleren - nu gearer han op i området

11. marts 2025 kl. 14.05

FRØSTRUP: I 2006 åbnede Mogens og Majbritt Nielsen Frøstrup Cykel & Knallert Værksted. Helt fra starten vidste de to, at succes for forretningen afhang af, at kundernes cykler og knallerter kunne hentes og bringes.

Derfor indførte de faste landture i det nærmeste opland - primært Nordthy og Hannes.

Det er så vokset siden til Fjerritslevområdet, da cykelhandleren der lukkede.


Nu gearer cykel og knallertforretningen på Hannæs yderligere op med anskaffelsen af en betydeligt større varebil, så kunder fra et endnu større geografisk område kan serviceres.

- Vi må bare sige, at landturene er blevet en kæmpe succes for os. For vi er eneste cykelforretning med landtur i et meget stort område. Landturene står for halvdelen af vores forretning og er en meget vigtig grund til at vi nu har en sund forretning, fortæller Majbritt Nielsen, der kan tilbagelægge op til 230 km på én landtur.


Billede beskrivelse

- Med den nye Ford Transit, som er højere, bredere og længere, kan vi have betydeligt mere med på turene, og vi behøver ikke bruge trailer mere.
Og indretningen af bilen har gjort det meget mere arbejdsvenligt for Majbritt. Ikke mindst når vi snart får en rampe monteret. Bilen med navn og telefonnummer på er, som en ekstrabonus, vores allerbedste reklame ude i oplandet. Vi oplever, at så snart vi kører et nyt sted, ja så ringer telefonen i dagene efter. 
Det er kunder der har set vores bil og gerne vil benytte vores service.
Vi bruger jo også bilen til at levere nyindkøb cykler og knallerter fra butikken. Det gør vi uden beregning. 
Ellers er der en lille pris på 100-150 kr. for at få leveret og afhentet. Det synes vi er billigt og det synes kunderne heldigvis også. Vores opland er nu det meste af Thy og helt nordpå til Fjerritslev. Men vi har faktisk også kørt helt til Brovst og Løgstør, lyder det fra Majbritt og Mogens Nielsen. 


Landturene fra Frøstrup Cykel og Knallert Værksted er mandag og torsdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste